I et interview med TV 2 søndag aften talte Michael Rasmussen for første gang ud på tv, siden han onsdag aften blev smidt ud af Tour de France.
En tydelig berørt Rasmussen fortalte fra sit hjem i Italien blandt andet, at det betød meget for ham at være hjemme hos sin familie.
- Det er en rigtig, rigtig god ide. Jeg tror, at det er en situation, at hvis jeg havde været alene, så kan det godt ske, at jeg havde gjort noget rigtigt, rigtigt dumt, siger Michael Rasmussen i interviewet.
Han føler, at Tour de France-sejren blev taget fra ham, da han blev sendt hjem.
- Jeg føler mig ret overbevist om, at det ikke er den bedste cykelrytter, der vinder Tour de France i år, lyder det fra Rasmussen, der siger, at han resten af sit liv vil vågne op og tænke på, at jeg ikke vandt Tour de France, fordi jeg uretmæssigt blev pillet ud af løbet.
- Det er ganske forfærdeligt. Jeg ved ikke. Det svarer måske til at få stjålet et Picasso-maleri. Jeg var igang med at lave det største, hvad jeg kan præstere, og det blev taget fra mig, siger Michael Rasmussen.
Han beskriver forløbet omkring hjemsendelsen som surrealistisk og fortæller, at han var i chok, da han blev kørt ud til et landsted en halv times kørsel fra Po. Næste dag blev han fløjet til Verona i et privatfly.
Han vil ikke udtale sig om Rabobanks måde at håndtere situationen på, da der kommer et retsligt efterspil.