En forsker har i kaffestuen hos nærpolitiet i Århus-forstaden Gellerup gjort forfærdende fund, der ikke bare bør kalde på dyb bekymring, men – nok så vigtigt – på en påtrængende debat i dansk politi om mulig racisme blandt betjente. Betjente kalder muslimer for »perkere«, »aber« og »pindearme«. Somalierne er »700 år bagud vores udvikling« og sammenlignes med dyr, der »dumper« deres børn »ud i halmen«.
Betjentenes chef har rigtigt og hurtigt beklaget kommentarerne. Enhver – og Gud skal vide, at det sker på enhver avisredaktion – har behov for at få luft ved at sige ting groft og direkte, men udtalelserne fra betjentene er så grove og nedværdigende, at det bør give anledning til bekymring på højt niveau i dansk politik. Et spørgsmål må rejses og undersøges: Er betjente i dansk politi racistiske?
Er betjente – især de betjente, der arbejder under svære vilkår på gaden med kriminelle med anden etnisk baggrund – uddannede godt nok?
Politiet har desværre – og tendensen virker stærkere – udviklet en negativ korpsånd, hvor enhver legitim offentlig interesse for politiets forhold og brug af dødelig magt af Politiforbundet – betjentenes fagforening – mødes af foragt og afvisning. Politiet præges af en kultur, hvor ingen menige betjente kunne drømme om at erkende fejl, og hvor kritik, uanset hvor rigtig den er, opfattes som urimelige angreb . Et råd herfra: Politiet i Århus har et problem med racisme. Løs det.
• Betjente kalder udlændinge for perkere
• Barske betjente i baglokalet