De Radikale vil nu sætte turbo på udstedelsen af visa på danske ambassader, så udenlandske erhvervsfolk højst skal vente otte dage på at få et visum til Danmark.
Ifølge en intern rapport fra Integrationsministeriet, som Nyhedsavisen har set, tager det i visse sager tre måneder at få et dansk forretningsvisum i Kina, Indien, Pakistan og Ukraine.
»Det er så lang tid, at det koster dansk erhvervsliv mistede ordrer for millionbeløb. Visumpolitikken er direkte skadelig for Danmark,« siger næstformand Morten Østergaard fra Det Radikale Venstre, der i dag fremlægger visumudspillet Et gæstfrit Danmark er god erhvervspolitik .
Lokale kontorer
De Radikale foreslår lokale udlændingeservice-kontorer i alle fem regioner af Danmark, så jyske firmaer slipper for at ordne visum over telefonen og får mulighed for helårsvisum for udenlandske ansatte, og man vil nedlægge det særlige danske referencelande-system, hvor man rubricerer samtlige lande uden for Europa efter risikoen for, at personerne fra netop det land emigrerer.
Netop det system gør, at det er svært for eksempelvis folk i Indien, Kina og Ukraine at få visum til Danmark.
»Det støtter vi fuldt ud. Hvad ligner det, at man gør det særligt svært for folk fra visse lande. Man må vurdere personer individuelt,« siger chefkonsulent Anette Overby fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.
Også turistbranchen er begejstret. I et notat har Dansk Rejsebureauforening udregnet, at de årligt mister 184 millioner kroner i turistindtægter på grund af stramme danske visumregler.
»Forslagene er meget, meget interessante. Hvis de også vil sætte en grænse, så det højst vil tage 14 dage at få et turistvisum, ville vi være lykkelige,« siger direktør Lars Thykier.