Betty mener, at hun burde få 25.000 kroner per måned og ikke 20.000 som i dag. Hvor meget vil I give hende?
Vi vil ikke give Betty højere løn. Et menneske som Betty, som udfører et vigtigt stykke arbejde, kan man jo ikke have andet end sympati for. Og det nemmeste i verden ville jo være at sige, at vi synes, hun skal have højere løn. Men hvem er så de næste, der skal have? Hvad så med sygeplejersker og politifolk, som også udfører et vigtigt stykke arbejde? Og soldater, der sætter deres liv på spil til daglig?
Men hvorfor vil I ikke love Betty mere i løn?
Vi i De Radikale vil under ingen omstændigheder blande os i overenskomstforhandlingerne. Det er arbejdsmarkedets parter, der forhandler løn, og ikke politikerne der fra centralt hold dikterer, hvem der skal have lønstigninger. Det ville være skruen uden ende. Hver eneste faggruppe ville jo komme ind til Christiansborg, og så ville det blive ét stort lotteri. Det der med at sidde og udlodde en gaveregn til bestemte fagruppwer, det går bare ikke. Det er vi kraftige modstandere af.
Siger I dermed, at de offentligt ansatte ikke får væsentligt mere i lønningsposen med jer ved magten?
Nej, jeg siger, at det vil være op til arbejdsmarkedets parter at forhandle sig frem til i overenskomsterne. Jeg siger bare, at det ikke er partipolitisk arbejde.
Men på den måde siger du jo også, at De Radikale ikke vil garantere lønstigninger til Betty eller andre offentligt ansatte? Og I vil ikke give kommunerne flere penge til løn til de offentligt ansatte?
Jamen der bliver jo bevilget lønstigninger ved de kommende overenskomstforhandlinger. Så kan man jo diskutere, om det er nok eller ej. Men kommunerne har da noget, og det korte af det lange er jo, at det ikke er politikernes bord.