Prostituerede på de københavnske massageklinikker rekrutteres blandt andet på sygeplejeskoler.
Det fortæller en åbenmundet svensk prostitueret til Prostitutionsenheden i Malmö Kommune.
Enheden har i en 77-siders kortlægning af prostitutionsmiljøet i Øresundsregionen interviewet flere svenske prostituerede, der har arbejdet i København.
»Blandt de danskere, der hverves af veninder til nogle af de bedre klinikker, har der længe været piger fra den københavnske sygeplejeskole. Den har været lidt af et kontaktsted kan man vel sige,« siger Mary - en svensk prostitueret - i rapporten.
Studiejob
Flere af de svenske prostituerede har også fortalt Prostitutionsenheden, at universiteter og andre uddannelsesinstitutioner fungerer som hvervningssteder til de danske massageklinikker. Andre prostituerede findes på den anden side af broen.
Kommer fra Lund
»Af en eller anden grund har de fleste svenskere, jeg har mødt i København, været fra Lund. I mange tilfælde har de også været studerende med normale middelklassebaggrunde, hvilket måske gør, at skrækken for at blive opdaget med efterfølgende stigmatisering er større. De har mere social status at miste,« forklarer Mary.
Prostituerede på klinikkerne i København hverves også i stor stil gennem hjemmesider på internettet.
»Du bliver måske bedt om at maile et foto af dig selv, eller også inviterer de dig til en samtale, der ligner et job-interview. Men det handler ikke om en ansættelse, men om at få lov til at arbejde der som selvstændig,« fortæller 34-årige Lena, en anden svensk prostitueret, der også har også arbejdet i København.
Etnicitet, alder og vægt
Uanset hvordan pigerne hverves til massageklinikkerne, gælder de samme krav, forklarer Mary:
»For de bedre klinikker er en af de vigtigste egenskaber at være skandinavisk. Hierarkiet på klinikkerne er først og fremmest opdelt efter etnicitet. Klinikker med danske piger har høj status, mens brasilianer-, thai- og østpiger ligger langt nede. Ofte er der blot tre kriterier, der gælder: etnicitet, alder og vægt/udseende,« lyder det fra Mary.