Det vil aldrig ske igen.
Det garanterede landsholdsspilleren Christian Poulsen, da han tirsdag aften i TV 2-programmet Go aften Danmark , fortalte om lørdagens landskamp, hvor Poulsens mavepuster til en svensk modspiller fik store konsekvenser.
- Jeg skammer mig, og jeg kan garantere, at det ikke sker igen - det må ikke ske igen, sagde Christian Poulsen.
Landsholdsspilleren tilføjede, at han har fået en kæmpe lærestreg .
Om selve situationen, hvor Christian Poulsen gav Markus Rosenberg et knytnæveslag i maven, fortalte Poulsen, at det slog klik for ham.
- På tv kan jeg se, at det ikke var et lille tjat, jeg gav ham. Det er bestemt ikke noget, jeg er stolt over, sagde Christian Poulsen.
Efter kampen gav landstræner Morten Olsen en stor skideballe, men ifølge Christian Poulsen er forholdet til Olsen intakt.
- Han giver mig en chance og jeg glæder mig til at betale tilbage, sagde Christian Poulsen.
Fodboldspilleren sagde desuden, at han har svært ved at forholde sig til de politianmeldelser, som flere personer har indgivet mod ham.
Da Christian Poulsen efter tv-interviewet gik fra Hovedbanegården til Politikens Hus, hvor han havde inviteret udvalgte medier til et pressemøde, var han, ifølge Politiken.dk, flankeret af tre til fire sikkerhedsvagter.