14-årige Pernille Oldenborg Lind fra Galten havde hængningsmærker på halsen, da to politifolk undersøgte hendes lig 23. juni forrige år.
Sådan lyder en af grundene til, ifølge Østjyllands Politi, at politiet med det samme kunne afgøre, at hun havde begået selvmord.
Men politiet modsiger lægevidenskaben.
For tre dage senere fandt embedslægen ingen hængningsmærker, og fire dage senere kunne obducenten heller ikke se noget mærke på Pernilles hals.
Embedslægen skriver:
»På højre side af halsen ses to mindre overfladiske læsioner i huden. Der findes ingen hængningsfure eller knudemærke på halsen«. Til gengæld beskriver lægen blå mærker på højre arm og venstre hånd, samt hudafskrabninger på begge håndrygge. Dermed modsiger politiet eksperterne, for hængningsmærker kan ikke forsvinde fra lig, siger den amerikanske retsmediciner Howard Adelman.
»Hængningsmærker eller blå mærker forsvinder ikke. Hvis mærkerne forandrer sig, bliver de mere synlige, efterhånden som blodet løber ned i bunden af kroppen,« siger retsmedicineren.
Sad på gelænderet
Pernilles mor, Annelise Lind, har hele tiden undret sig over, hvordan hendes datter kunne dø, mens hendes vægt hvilede på gelænderet, og den ene fod stod på trappen. Ifølge retsmedicineren, der obducerede Pernille, døde pigen næsten øjeblikkeligt, da hun fik noget om halsen .
Overlæge og psykiater ved Bispebjerg Hospital Merete Nordentoft kender til flere forsøg på selvmord, der netop mislykkedes, fordi personen kunne nå jorden.
»Der forekommer en del mislykkede selvmordsforsøg, hvor patienten for eksempel er i stand til at nå gulvet. Så tager man fra med fødderne – det kan man simpelthen ikke lade være med,« siger Merete Nordentoft.
Hun understreger, at hun udtaler sig helt generelt. Overlægen forklarer handlingen som en refleks, hvor kroppen og hjernen tager over for at sikre overlevelse.
»Det er en slags overlevelsesmekanisme, der gør, at kroppen altid vil gøre, hvad den kan for at overleve. Det er det samme, der sker, hvis man forsøger at drukne sig selv. Kroppen begynder automatisk at svømme,« forklarer psykiateren.
Men Østjyllands Politi har aldrig interesseret sig for, hvordan forældrene fandt Pernille, da de kom hjem.
De skrev i rapporten, at forældrene »havde fundet afdøde hængende i et lagen, der var bundet fast i gelænderet på reposet«.
Men Pernilles forældre fastholder, at Pernille ikke hang , men at lagnet kun holdt hende balancerende på det smalle gelænder.
»Jeg har så mange spørgsmål om min datters død, som politiet aldrig har fået besvaret. Jeg ønsker bare, at friske øjne ville se på sagen, så vi ikke skal leve i uvished om, hvad der skete med Pernille,« siger Pernilles mor.
14-årige Pernille Oldenborg Lind blev fundet kvalt på trappegelænderet i sit hjem med et lagen om halsen.
Politiet skrev samme aften i rapporten, at det var et selvmord.
Pernilles forældre har hele tiden sagt til politiet, at der er flere ting, de ikke kan få til at passe.
Politiet har oplyst forældrene, at det ikke er i tvivl om selvmordet, og at der ikke er ressourcer til mere.
Sagen blev lukket 22. maj 2007.
Statsadvokaten gav 18. juli 2007 politiet ret i, at efterforskningen skulle lukkes.