Politiet tøvede ikke mange minutter, før man anholdt den 29-årige fodboldfan, der lørdag slog dommeren under fodboldlandskampen i Parken. Men fodboldspilleren Christian Poulsen, der med en veltilrettelagt mavepumper på en svensker lagde kimen til balladen, skal ikke frygte for, at politiet ringer på hjemme hos ham.
Vicepolitiinspektør på Station Bellahøj Mogens Sørensen afviser, at de planlægger en sigtelse af den danske spiller og virker overrasket over spørgsmålet.
- Der er jo ikke nogen, der kan beskrive hændelsesforløbet, forklarer Mogens Sørensen.
Hvis man har set tv de seneste 24 timer kan man vel næppe have undgået at se det?
- Nej, men man ved jo ikke, hvad der gik forud for episoden.
Vil det sige, at man godt må slå, hvis bare der er en god grund til det?
- Nej, men du kan slet ikke sammenligne de to episoder, lyder det fra vicepolitiinspektøren, der ikke vil tage stilling til, hvordan politiet vil se på en anmeldelse, før den eventuelt kommer:
- Kommer der en anmeldelse, vurderer vi naturligvis, om der er grundlag for at efterforske sagen. Sådan er det med enhver anmeldelse.
Heller ikke strafferetsekspert på Århus Universitet Anette Storgaard havde forventet, at mavepumperen ville udløse en anholdelse:
- Desværre, kan man næsten sige. Men vi har vidt forskellige grænser for acceptabel adfærd alt efter sammenhængen, den bliver udøvet i. Og i fodbold eller for eksempel ishockey går parterne ind i en sammenhæng, hvor de må regne med, at det kan komme til at gøre ondt, forklarer Anette Storgaard og henviser til de forskellige sportsgrenes egne disciplinære systemer.
- Kommer der en anmeldelse, vil det være en vurderingssag, om mavepumperen skal straffes ud over den disciplinære straf, men det er bestemt ikke sikkert, at det vil være tilfældet, forklarer hun.