(Opdateret)
Den meget omtalte, mulige korruptionssag på Københavns
Rådhus er en fuser. Venstrepolitikeren Jesper Schou Hansen, der er medlem af
Københavns Borgerrepræsentation, bliver ikke
tiltalt.
»Vi har haft en undersøgelsessag og har afhørt
forskellige personer. Men statsadvokaten har ikke fundet grundlag for gå videre
med sagen, som ingen på noget tidspunkt har været sigtet i,« siger politiadvokat
Merethe Vestergaard, Københavns Politi.
Korruptionsmistanken kom frem i begyndelsen af februar og
udspringer af en byggesag i Københavns Sydhavn, hvor entreprenørvirksomheden NCC
ønsker at opføre omkring 200 lejligheder. NCC oplevede under sagsbehandlingen et
mærkværdigt forløb og kontaktede derfor Socialdemokraternes politiske ordfører
på Københavns Rådhus, Anne Vang. Hun gik videre med oplysningerne til kommunens
topembedsmand, Claus Juhl, som endte med at gå til politiet med sagen, der kort
efter fandt vej til medierne.
Her kom det frem, at NCC angiveligt havde oplevet, at
Jesper Schou Hansen krævede modydelser for at støtte byggeriet i Sydhavnen –
dels skulle NCC benytte den kommunikationsvirksomhed, Waterfront, som Schou
Hansen arbejder for. Og dels skulle NCC give et bidrag til foreningen Københavns
Fremtid, der støtter en anden Venstrepolitiker, Søren Pinds,
valgkamp.
NCC lagde senere en redegørelse frem om virksomhedens
oplevelse af forløbet, som kan læses her
Det fortryder NCC ikke i dag, selvom sagen nu er faldet
helt til jorden.
»Det gør vi bestemt ikke. Vi står ved hvert eneste ord i
den redegørelse. Vi har ikke på noget tidspunkt beskyldt nogen for at gøre noget
ulovligt. Vi har fortalt Københavns Kommune om vores oplevelse af forløbet. Og
da kommunen gik videre til politiet med sagen, har vi også gengivet vores
oplevelse for politiet,« siger virksomhedens kommunikationschef Bo
Dybkær.
Til politiets afgørelse i sagen siger han, at den må
alle nu tage til efterretning .
Københavns Politi har efterforsket den mulige
korruptionssag i over en måned og siden forelagt sagen for statsadvokat Karsten
Hjorth, inden sagen blev droppet i dag. Hovedpersonen, Jesper Schou Hansen,
ønsker ikke at udtale sig, da han holder fri.