Han er en af danskernes foretrukne TV-værter, men selvom Hans Pilgaard d. 1. februar har sidste vagt på Go Aften Danmark, så er det ikke farvel til skærmen.
Han skal nemlig være vært på TV2s nye quizprogram High Five , hvor deltagerne skal satse stort i kampen om at vinde fem millioner.
Og satse, dét er noget Hans Pilgaard kender til.
- Jeg er nærmest lykkelig lige nu. Det går skidegodt. Jeg har sagt ja til det her program, fordi jeg fulgte min mavefornemmelse. Det kan være karrieretruende at sige ja til primetime underholdning, men jeg har igennem min karriere satset rigtigt, og nu befinder jeg mig i en situation, hvor jeg er så privilegeret, at jeg kan vælge til og fra, fortæller Hans Pilgaard, der traf beslutningen om at sige farvel til Go Aften Danmark af to grunde.
For det første ville han gerne prøve noget nyt, for det andet kunne han mærke, at han var ved at få stress.
- Der var stress undervejs. Men det har der været mange gange i mit liv. Nu er jeg heldigvis blevet god til at tackle det, forklarer Hans Pilgaard, der også kalder sig lykkelig.
- Jeg er lige flyttet sammen med min kæreste i en fantastisk lejlighed. Vi har været sammen i otte år, så vi har overlevet syv-årskrisen, fortæller den populære TV-vært, der glæder sig til at lege igen på skærmen.
- Overskriften i mit liv skal nu være : Larm, Lidenskab og latter i en verden, hvor det mest af alt handler om krig og terrortrusler, slår Hans Pilgaard fast.