EF-Domstolens slag mod de danske pensionsordninger bør ikke få nogen betydning for de danske forbrugere. Det mener Forsikring & Pension, der er sammenslutningen af pensionskasser i Danmark.
»Folketinget får travlt med at lave nye regler, men for forbrugerne vil det ikke få noget betydning. Læser man dommen igennem kan man se, at det ikke er den danske ordning i sig selv, der er bortdømt. Det er måden den administreres på, som Folketinget skal have ændret på,« siger vicedirektør i Forsikring & Pension, Carsten Andersen.
Problemet er ifølge Carsten Andersen, at Danmark kræver af de udenlandske selvskaber, at de har filial i Danmark for at kunne give danskerne pension. Samtidig mener domstolen, at det danske skattevæsen bruger for indgribende midler til at tjekke, hvad de udenlandske selskaber udbetaler i pension til danskerne.
De danske regler siger, at man ikke skal betale skat af de penge, som man indbetaler til sin pension. Til gengæld betaler man en skat, når man senere får den udbetalt. Det er denne skat, som det danske skattevæsen skal finde en anden måde at holde øje med, hvis EU dommen skal efterleves.
»For os er det vigtigt, at regeringen bevarer det danske pensionssystem. Det kommer til at løfte en meget stor velfærdsopgave i fremtiden med mange flere ældre,« siger Carsten Andersen.