Når Henrik Dahl sendte debatprogrammet Dahls Duel på P1 onsdag formiddag, var der normalt ret tomt på gangene i Radiohuset.

Der var Poul Friis, der sendte fra et selvbetjeningsstudie på Bornholm, mig, der sendte halvanden time med mig selv og en gæst, og så var der en tekniker. Det var ligesom det,« siger han.

I dag, godt to år efter at han stoppede i DR, undrer han sig. For hvis der ikke var særlig mange på arbejde, og alle sådan set vidste og kunne, hvad de skulle, hvad skulle de så med alle cheferne?

Selv havde han en daglig redaktør, der var god til alt det praktiske, men så var der også lige den der håndfuld usynlige chefer, flimmer i periferien , med lige så usynlige arbejdsopgaver.

»De havde i hvert fald ikke noget at gøre med produktionen,« siger han.

Noget af det cheferne skulle, var at holde møder. Mest med hinanden, siger Henrik Dahl.

»I DR er der sådan en møderi-kultur. Det vil sige mange møder, hvor der egentlig ikke blev opnået noget. Jo, på et tidspunkt blev der opfundet en kulturredaktør. Det gik aldrig helt op for mig, hvad han skulle.«

Af stillingsopslaget kunne Henrik Dahl dog se, at redaktøren blandt andet havde ansvaret for hans program.

»Han var da en meget flink fyr, men virkede egentlig ret overflødig. Programmet kørte jo bare. Så holdt vi sådan nogle formiddagsmøder, hvor vi mest snakkede løst og fast.«

Fremmedord og Mozart

Ud over møderne med den daglige redaktør og kulturredaktøren var der også efterkritikken et par gange om året, og den var sådan set o.k., mener Henrik Dahl.

»Men det var sådan lidt tilfældigt, hvad der blev slået ned på. Jeg var kommet til at bruge fremmedordet apologet i en debat med Tøger Seidenfaden, og så gik hele mødet med at diskutere det.«

Endelig var der de mere langsigtede strategimøder.

»Men det var mere sådan for orienteringens skyld. Det er da en god ide at udveksle ideer, men jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle sidde til et møde, der handlede om hvordan vi dækkede Mozarts 250-års-fødselsdag. Det havde jeg jo ikke noget med at gøre.«

I det hele taget var det ifølge Henrik Dahl en begrænset opgave at langtidsplanlægge programfladen.

»Når jeg har skrevet min kontrakt under, ved de sådan set, hvad der skal foregå hver onsdag formiddag fra januar til december.«

»Jeg spørger bare: Hvem skal lederne lede? Jeg formoder, at de mennesker går på arbejde hver dag og føler, at de har lavet noget, når de går hjem igen. Men de har i hvert fald ikke været tæt på programmerne.«