Det er helt i orden, at den 29 årige, stærkt berusede, mand, der lørdag aften spurtede ind på banen under landskampen og overfaldt dommeren, i pressen bliver udråbt til ’idiot’, ’klaphat’ og ’tosse’.
Sådan lyder vurderingen fra pressejurist på Danmarks Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen.
- Juridisk er det afgørede at skelne mellem beskyldninger om faktiske forhold og så meningstilkendegivelser. Og det, at han omtales med meget kraftig fyndord, er en mediernes meningstilkendegivelser. Det har man ret til, det er inden for ytringsfrihedens grænser, fastslår Oluf Jørgensen, der selv sad klistret til skærmen lørdag aften:
- En domstol ville lægge vægt på, om mediernes beskrivelser er korrekte, og der kan jo ikke være så meget tvivl om handlingen, hvis man så kampen.
Oluf Jørgensen tilføjer dog, at han betragter det som endog meget kraftige udfald fra mediernes side, når de stempler manden som en idiot .
Et udtryk som morgenaviserne normalt afholder sig fra at bruge - som for eksempel da en beruset spøgelsesbilist på motorvejen forleden torpederede en bil med fire mennesker, der døde.
Og det er der en god grund til, mener Oluf Jørgensen:
- Når medierne gør det i denne sag (landskampen, red.), skyldes det nok, at der trods alt ikke var tale om en egentlig menneskelig tragedie i Parken. Var dommeren blevet livsfarligt kvæstet ved episoden, ville medierne sandsynligvis have holdt sig mere tilbage fra at bruge den slags udtryk, vurderer han.
Formand for Dansk Journalistforbund Mogens Blicher Bjerregård mener heller ikke, at hans medlemmer er gået over stregen:
- Pressen skal selvfølgelig ikke lave lynchstemning, men manden har jo selv gjort sig til en offentlig person, så jeg synes, det er i orden i dette tilfælde. Det er jo et sprog, som bliver brugt i mange sammenhænge.
Kan du nævne et andet tilfælde, hvor pressen i almindelighed har kaldt personer for idioter?
- Nej, ikke lige på stående fod, og pressen skal selvfølgelig vise omtanke, siger Mogens Blicher Bjerregård.