Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) og byggeborgmester Klaus Bondam (R) møder hård kritik fra oppositionen på Københavns Rådhus, fordi de blankt afviste en gave til en halv milliard kroner fra Fonden Realdania uden at orientere resten af Borgerrepræsentationen (BR). Flere partier kræver en nærmere undersøgelse af sagen.
»Vi vil stille et forslag om, at de to borgmestre må forklare sig i Borgerrepræsentations-salen. De må svare på, hvad de har vidst, hvornår de har vidst det og så videre. Vi må have hele sagen belyst. Desuden vil vi sammen med Dansk Folkeparti og Venstre stille forslag om, at vi genoptager dialogen med Realdania,« siger sundhedsborgmester Mogens Lønborg (K).
Ren magtarrogance
Fonden Realdania Fonden tilbød forrige fredag København at finansiere et underjordisk P-anlæg ved Kvæsthusbroen, en bro herfra til Operaen samt en park. Det tilbud har Ritt Bjerregaard erkendt, at hun og Klaus Bondam afviste. Mogens Lønborg er ligesom Venstres kulturborgmester, Martin Geertsen, rystet.
»Jeg har svært ved at finde ord for min forbløffelse. Det er ufatteligt, som de to borgmestre har håndteret sagen på. Det er ren magtarrogance. Hvis det her var Christiansborg, ville det udløse en regulær ministerstorm eller det, der var værre. Tilliden til de to borgmestre er styrtdykket for vores vedkommende,« siger Mogens Lønborg.
Utilladeligt at lyve
Enhedslistens gruppeformand, Per Bregengaard, ser sagen som et eksempel på en ny kultur på Københavns Rådhus, hvor Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam efter hans opfattelse udgør en »enerådig duo«.
»Ritt opfører sig som om, hun sad i en regering. Men den styreform har vi ikke i kommunerne. De to borgmestre går igen og igen ud med udspil, inden Borgerrepræsentationen er orienteret. Det blev vi altså før, Ritt kom til,« påpeger Per Bregengaard, der kalder Ritt Bjerregaards og Klaus Bodams opførsel i den konkrete sag for ?udemokratisk arrogance?.
Per Bregengaard hæfter sig desuden ved, at sagen om forbindelsen til Operaen så sent som onsdag var oppe på et møde i teknik- og miljøudvalget. På dette møde afviste Klaus Bondam ifølge kilder, som Nyhedsavisen har talt med, at kende noget til Fonden Realdanias tilbud. På trods af, at han selv var med til mødet med fonden forrige fredag.
»Jeg var ikke selv med til mødet og ved derfor ikke, hvad der blev sagt. Men det er utilladeligt for en borgmester at lyve i udvalget, når det drejer sig om at få belyst en sag, der er på dagsorden,« siger Per Bregengaard og oplyser, at Enhedslisten også ønsker at få undersøgt sagen nærmere.
I en udtalelse fredag middag bekræfter Realdanias direktør Flemming Borreskov, at fonden fremsatte et tilbud, der blev takket nej til:
»Det er korrekt, at Realdania på et møde fredag den 3. november præsenterede et forslag for Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam om at etablere og finansiere en gang- og cykelforbindelse mellem Kvæsthusmolen og Holmen, et underjordisk p-anlæg under Kvæsthusmolen og et byrum på Kvæsthusmolen. Det er også korrekt, at Københavns Kommune på mødet gjorde det klart, at man arbejdede på en anden løsning, som der blev redegjort for. Vores praksis er at arbejde i dialog og partnerskab. Derfor respekterer vi naturligvis også kommunens holdning, og selvfølgelig trak vi vores forslag tilbage,« lyder det fra Realdania.?