Skrevet i samarbejde med Kåre Kildall Rysgaard, kary@avisen.dk
I Frederikshavn blokerer lastbiler for anden dag for godstrafikken til- og fra Norge og Sverige.
En stor lastbil holder på
tværs af vejen til byens færgeleje, så de mange lastbiler fra færgerne ikke kan køre væk fra havneområdet med deres
last.
Rumænske
Daniel Trepon er netop kørt af færgen fra Sverige. Han er dybt fortvivlet over
ikke at kunne komme videre og hjem til Rumænien.
- Hvor
længe skal jeg blive her? Hvor skal jeg få et bad, hvor kan jeg spise? Oh shit,
oh shit – det er slet ikke sjovt, det her, siger han og tager sig til hovedet,
da Avisen.dk’s udsendte forklarer ham, hvad der er
sket.
Talsmand
for de aktionerende chauffører Per Thuesen kan godt forstå frustrationen hos de
chauffører, der ikke kan komme videre.
Det er
selvfølgelig pissetræls at blive spærret inde, men vi oplever det samme, når vi
er ude at køre i udlandet. Man må bare acceptere det, der foregår, i det land,
som man kører i, siger han.
Blokaderne
begyndte i netop Frederikshavn søndag morgen, og Per Thuesen er klar til at
kæmpe længe for at få politikerne til at ændre køre- og hviletidsbestemmelserne
og lempe bøderne, som han mener rammer skævt.
- Men jeg
håber da, at jeg kan være med til at lave klejner og deltage i
juleforberedelserne derhjemme, når den tid kommer, siger
han.
Kun godstrafikken er ramt af blokaderne. Personbiler, dyretransporter og busser får lov at passere.