Der er dem, som har mange venner. Og der er dem, som nok skal få det.
Roskildes publikum er delt i de store lande som Danmark, Norge og Sverige med mange festivalgæster, og de små lande som Antique, Egypten og
Singapore med kun en enkelt repræsentant blandt de godt 75.000 festivaldeltagere.
Det viser en liste over billetsalget, som Roskilde Festivalen offentliggør søndag aften. Ikke overraskende er danskerne i klart overtal.
41.800 billetter er solgt til forventningsfulde sjællændere, jyder og fynboer, mens nordmændene har sat sig på 14.100 billetter og tager andenpladsen foran de 12.300 svenske Roskilde-deltagere.
Herefter kommer englænderne, som de seneste år for alvor har fattet interesse for Danmarks største musikfestival, efterfulgt af islændingene og finnerne.
Her er billetterne solgt:
Danmark: 41.800 (54 procent)
Norge: 14.100 (18 procent)
Sverige: 12.300 (16 procent)
England: 2.800 (4 procent)
Island: 1.600 (2 procent)
Finland: 1.500 (2 procent)
Tyskland: 1.400 (2 procent)