Hun har sit eget pink bedetæppe.
Hun er overhovedet ikke interesseret i Ken.
Og hun adlyder sine forældre.
Mød Barbie.
Eller rettere - mød den muslimske udgave af den populære dukke: sorthårede Fulla.
Fulla blev lanceret af legetøjsfirmaet NewBoy Toys i 2003, og indtil videre er 1,6 millioner styk blevet revet ned fra hylderne af forbrugere i Mellemøsten.
Det gør hende til en kæmpe succes blandt muslimer, skriver avisen Urban.
Og selvom ingen butikker herhjemme sælger Fulla, kan hendes succes sagtens kopieres i Danmark, mener legetøjsforsker Jørn Martin Steenholdt.
- Hun er en voksen kvinde, som er direkte i opposition med det muslimske samfund. Hun er på niveau med mændene, når det drejer sig om intelligens og dygtighed. Og så er hun ikke moder eller kvinden i familien. Hun er sig selv, siger Jørn Martin Steenhold til Urban og tilføjer, at han er meget spændt på at se, hvordan den muslimske Ken kommer til at se ud.
Hverken BR Legetøj eller Toys r us har dog hørt om Fulla.