Hver aften når den lille pige med de brune øjne skal sove, læser hendes plejefar Peter Bornemann Sejr en godnathistorie for hende. Sådan har det været altid, siden pigen kom til familien kun 11 måneder gammel. Men fra i går stod pigens seng i Nimtofte på Djursland tom. Ligesom resten af det store hus. Hendes plejemor, Inger Bornemann, og - far har taget hende med under jorden, så myndighederne ikke fjerner hende fra dem.

I Århus bor Inger Bornemanns søster Elisabeth Bornemann. Hun er rystet over, at den lille pige skal tvinges ind i en ny familie.

»Når pigen kommer her, er hun altid midtpunktet. Vores prinsesse. Sidst hun var her, havde hun travlt med at plukke blomster i vores have. At fjerne hende vil jo ødelægge hende som menneske,« siger Elisabeth, der er fem år ældre end sin 50-årige søster.

Pigen ved ingenting om den krig, der foregår mellem hendes plejefamilie og myndighederne. Forældrene har gjort alt i deres magt for at opretholde de rutiner, som de altid har haft med deres lille barn. Men det har tæret hårdt på Inger Bormemann, at hendes plejedatter skal fjernes.

»Hun har grædt og vist sin frustration, når hendes datter ikke har været der. Hun har følt en magtesløshed, der er ubeskrivelig,« siger Elisabeth, der selv ikke helt kan fatter, at deres lille prinsesse skal væk fra dem.

Hun understreger, at hendes søster ikke har opfattet sig selv som en plejemor, men elsket pigen, som var hun hendes egen datter.

Alt for sit barn

I forgårs skulle de to plejeforældre møde op med pigen på »et neutralt sted«, som er et børnehjem, og myndighederne ville forklare den seksårige, at hun ikke mere skulle bo hos de mennesker, hun kalder sin mor og far. Dagen efter skulle de aflevere hende det samme sted. Men forældrene har valgt at trodse kravet og har gemt sig sammen med deres barn.

»Ingen opfatter hende som et plejebarn. Hun er et medlem af familien. Man bliver jo desperat. Der sker noget inde i en. Ens barn vil man gøre alt for. Hvis det var mit barn, som nogle ville fjerne, ville jeg gemme mig på den anden side af jorden,« siger Elisabeth og ser trist ud.

Hun understreger, at hun ikke ved, hvor søsteren og barnet er, og at ingen i familien vidste, at de ville gemme sig.

»Jeg håber stadig, at nogen griber ind og stopper adoptionen. Hun vil miste tilliden til sine forældre, hvis hun bliver fjernet, for de vil aldrig kunne forklare hende, hvorfor hun ikke skal være hos dem mere,« siger Ingers søster, der stadig håber på et mirakel.