Hvad betyder lys for dig?
»At man kan orientere sig. Det er vigtigt at blande en praktisk belysning med effektbelysning med spots, der lyser på en speciel måde på en væg. Så skaber man hygge.«
Er der stor forskel på sollys og elektrisk lys?
»Ja. Sollys er pænere, og vi forsøger hele tiden at få lyset til at blive dagslysagtigt som muligt. Teknologisk er man nået rigtig langt, for eksempel arbejder vi med følere, der kan se, hvor meget lys, der er udenfor, og så kan de selv skrue op og ned for lyset indenfor, så det passer sammen.«
Hvad betyder mørke?
»Det modsatte. Det er det kedelige, det dystre, men samtidig ville det ikke være sjovt at arbejde med lys uden mørke. Man kan lægge en del af stuen i mørke, og så kan lys være med til at fremhæve noget. Nåja, og så er det vigtigt, at der er mørkt over fjernsynet for at det ikke skinner igen. Det kan også være godt at have dæmpet lys i køkkenet eller på toilettet, så du ikke vågner alt for meget, hvis du står op om natten.«
Hvordan ville mennesket have det i en verden uden lys?
»Vi ville være sure og triste, for lys er glæde. Man ved selv, hvordan man har det om vinteren.«
Vil du slukke lyset i aften?
»Ja. Og så vil jeg tage op i et højhus for at se, hvordan byen ser ud fra oven, når den er sort.«