Kaare Sørensen skriver fra New York.
Han har været demokrat. Han har været republikaner. Nu er han uafhængig med mere succes end nogensinde.
Og Michael Bloomberg er måske også en kommende superkandidat til det amerikanske præsidentvalg.
Med en personlig formue, der tælles i milliarder, og en ubetinget succes som borgmester i New York City har ’Mike’ alt det, der skal til for at blive den første reelle uafhængige præsidentkandidat. Med de mange penge i ryggen har han mulighed for at opbygge det store maskineri, der skal til.
Spørgsmålet nu alene om han rent faktisk vil.
Afviser selv
I flere interviews har Bloomberg afvist tankerne som spekulationer, men et større møde med Michael Bloomberg og flere utilfredse demokrater og republikanere mandag aften på universitet i Oklahoma har givet ny vind til tanken om Bloomberg som mulig præsidentkandidat på stemmesedlen til november.
Ifølge den ansete og sædvanligvis velunderrettede avis New York Times afventer Mike nu alene resultatet af de to andre partiers nominerende – og vil så til marts træffe sin endelige beslutning.
Især bliver det svært for Bloomberg at vinde, hvis Barack Obama bliver den demokratiske præsidentkandidat, lyder vurderingen fra lederen af en uafhængig kampagne i Washington for at få Bloomberg til at stille op.
- Obama prøver at række ud efter de uafhængige vælgere, og det er klart, at det er blandt disse vælgere, at Mike Bloomberg ville finde sine støtter, siger Andrew MacRae.
Ved det seneste præsidentvalg stemte 56 procent af alle amerikanerne. Meningsmålinger viser, at en uafhængig kandidat formentlig vil få det tal til at stige.