Først nægtede han, at have været udenfor Mexico under træningen op til Tour de France. Så indrømmede han, at han også var i de italienske Dolomitter-bjerge. Og nu nægter han så at have indrømmet noget som helst. Nye læsere kan bestemt ikke begynde her, for det er en ganske speget og indviklet historie.
Den italienske avis La Gazetta dello Sports kunne i dag afsløre, at den danske cykelrytter Michael Rasmussen havde indrømmet, at han havde trænet i de italienske bjerge. Det har han ellers hidtil nægtet. Men overfor TV2 Sporten dementerer han La Gazetta dello Sports historie.
Rasmussen føler sig fejlciteret i artiklen, som han ikke mener er korrekt.
"Det er ikke korrekt, hvad han har skrevet. Jeg har aldrig bekræftet, at jeg har været i Dolomitterne. I Pyrenæerne har jeg været, som jeg hele tiden har sagt - hvilket jeg også har informeret UCI om, siger Rasmussen til TV 2 Sporten.
Sagen er vigtig, fordi Rasmussen blev fyret af sit cykelhold midt under Tour de France, som han ellers stod til at vinde. Begrundelsen for fyringen var, at han havde løjet om, hvor han trænede. Det skal man oplyse, så der kan laves doping-kontrol under træningen.