Nævn tre ting, Ungdomshuset har bidraget med.
Det allervigtigste er det meget alternative kunstmiljø med musik og teater. Nogle bands har optrådt der, som siden er blevet store. Det er en ventil for samfundet, et laboratorium, hvor folk, der tænker på en anden måde, kan gøre, hvad de vil. Det er også godt for samfundet, ellers bliver København en provinsby. Folk får en god træning i organisation og lærer, hvordan man motiverer og overbeviser andre igennem entusiasme i stedet for magt.
Hvordan forsvarer du, at ikke alle kan komme ind?
Det, har jeg altid syntes, var ærgerligt. Det er lidt parallelt med Christiania og en smule barokt, at et sted, der vil være et frirum, selv udelukker mennesker.
Støtter du andre grupper, der bruger vold?
Jeg støtter ingen grupper, der bruger vold. Heller ikke de beboere, der brugte vold mod politiet, men jeg vil alligevel sige, at godt kan forstå det. Samfundets elite, politiet, politikerne, Højesteret og også medierne presser dette lille samfund op med ryggen mod muren. Jeg er også for Danmark, selvom Danmark er i krig i Irak. Man kan ikke dømme kollektivt. Især når man er voksen, kan man godt udvise forståelse for nogle, der er meget unge.