Politiet må vente til efter julen med at foretage flere afhøringer af Madeleines forældre, Kate og Gerry McCann. Dermed får familien mulighed for at holde en stille og privat jul med familien, som de har ønsket. Også for at højtiden bliver så normal som mulig for parrets to-årige tvillingepar Sean og Amelie.
Det portugesiske politi vil tidligst foretage formelle afhøringer af Kate og Gerry McCann efter 27. december. Det skriver Daily Mail.
McCann-familiens talsmand, Clarence Mitchell, fortæller, at politiet dog endnu ikke har kontaktet familien om nye afhøringer.
- Vi er glade for det faktum, at Kate og Gerry vil kunne holde en så almindelig jul som muligt, omstændighederne taget i betragtning, men vi håber også, at forløbet snart er overstået. Ingen har noget at skjule, siger han til avisen.
Velkomstgaver klar fra bedstemor
Madeleines bedstemor, Eileen McCann, afslørede i går, at hun allerede har købt gaver til Madeleine, som hun vil gemme til, eller må man tilføje, hvis, den lille pige vender hjem igen.
Bedstemor McCann har planer om at lægge en pink bamse med et stort hvidt hjerte under Madeleines seng, klar til at byde hende velkommen hjem.
- Jeg udvælger altid tøj og putter penge i en lille konvolut til alle børnene. Dette år gjorde jeg det samme for Madeleine. Jeg vil aldrig udelade hende, siger bedstemoren.
Madeleines anden bedstemor, Kate McCanns mor, 61-årige Susan Healy, og hendes mand Brian fortæller, at Kate McCann kæmpede med tanken om en jul uden sin ældste datter. Susan Healy siger:
- Min datter har virkelig ikke lyst til at holde jul, men selvfølgelig er vi nød til at gøre det for tvillingerne.