Den tidligere socialdemokratiske statsministerkandidat Mogens Lykketoft er tilsyneladende blevet fornærmet på sin arvtager Helle Thorning-Schmidts vegne.
- Anders Fogh kalder det et usikkert eksperiment at gøre Helle Thorning-Schmidt til statsminister. Sagen er bare, at det er et langt større og farligere eksperiment at have Fogh på den post, indleder Mogens Lykketoft et videoklip, der er lagt på folketingsmedlemmets hjemmeside.
Han har derfor opstillet en hitliste over det, han kalder den nuværende regerings værste eksperimenter.
1. Privatiseringen af velfærd
Regeringen er i gang med at privatisere, også selv om Anders Fogh fremstiller sig selv som nyslået ridder af velfærdsamfundet. Især de velhavendes private forbrugsfest er løbet helt vildt de sidste seks år. Samtidig overtager de private de offentlige tilbud, når det gælder sygehuse og omsorg. Der er også sket en tidobling af det antal danskere, der har fundet det nødvendigt at have en privat sygesikringer. Der er altså ikke meget tillid til det offentlige sygehusvæsen.
Selvom regeringen har udstedt mange løfter på kommunernes vegne, så er kommunerne holdt i uendelig kort snor, når de har skullet indfri de løfter, og nogle steder har kommunerne været nødt til at skære i de grundlæggende ydelser. Uligheden og fattigdommen er samtidig vokset i det stadig rigere Danmark. Nu siger regeringen så, at man både kan få skattelettelser og velfærdsforbedringer. Anders Foghs grundlæggende holdninger vil altid prioritere det private frem for det fælles, og det er ubetinget det mest skadelige eksperiment for danskerne herhjemme.
2. Mission Masseødelæggelse
Anders Fogh sendte Danmark i krig uden FN-mandat og med et lillebitte flertal bestående af regeringspartierne og Dansk Folkeparti.
Han lavede strid om Danmarks udenrigspolitik under henvisning til Præsident Bush’s påstand om masseødelæggelsesvåben. Selv dansk efterretningstjeneste vidste, at der næppe var masseødelæggelsesvåben i Irak. Vi kom ind på en løgn og påtog os et politisk, moralsk og militært medansvar for en krig i strid med folkeretten. Anders Foghs Irak-eksperiment har været utroligt skadeligt for Danmarks anseelse, men det har været endnu værre for irakerne. Invasionen har udviklet sig til ufattelig stor humanitær katastrofe. Måske er der en million mennesker, der er døde i Irak. Fire millioner irakere er i hvert fald blevet drevet væk fra deres hjem, halvdelen til nabolandet Terroren er ikke blevet mindre, islamiske terrorister fået et stort frodigt arbejdsmarked i Irak. Det har været et meget farligt og meget kedeligt eksperiment.
3. Dilemma-legen om ulandsbistanden
Anders Fog har eksperimenteret med støtten til udviklingslandene
Han startede med at forkaste den brede enighed, der var om, at Danmark skulle være solidarisk og yde en procent af vores velstand i udviklingsbistand. Derfor er udviklingslandene gået glip af mange milliarder de sidste seks år. Det er den værste del. I kølvandet kom så det skandaløse dilemmaprojekt, hvor fem kendte danskere uden særlige forudsætninger skulle vælge mellem 3 mulige projekter i fem afrikanske lande. Det var dum og poppet signalpolitik. Nu ser det så ud til at, at størstedelen af 18 millioner er snoldet op i reklamer, konsulenthonorarer og rejser i stedet for at blive brugt til udviklings bistand.
Nyhedsavisen har kontaktet Venstre, der har lovet at svare på kritikken senere i dag.