Selvom virkeligheden nogle gange overgår fantasien, er der også grænser.
I kølvandet på afsløringen af den uhyrlige incest-sag fra Østrig, hvor en mor og hendes seks børn er blevet holdt som fanger i årevis, kappes medierne om at bringe nye afsløringer af uhyrlighederne.
Og i det kapløb er sandheden tilsyneladende det første offer. I går kom det frem, at flere af børnene kun kan kommunikere med hinanden ved hjælp af hyl og gryntelyde, og at de foretrækker at kravle i stedet for at gå oprejst. Men det er det pure opspind, lyder det nu fra politiet i Østrig.
- Det er noget værre vås, som avisen Bildzeitung har skrevet. Det passer ikke,
og jeg har fået en uforbeholden undskyldning af journalisterne, hvoraf jeg
er blevet taget til indtægt for bl.a. den historie og andet af deres
tankespind, fortæller Leopold Ertz, chefinspektør ved politiet i Amstetten, ifølge Ekstra Bladet.
- Børnene taler et upåklageligt tysk, fastslår han.