Justitsminister Lene Espersen (K) vil ikke bare stramme våbenloven, så det bliver muligt at varetægtsfængsle og skærpe straffen for at bære ulovlige skydevåben og knive.
Nu vil hun også have belyst, hvorvidt de eksisterende udvisningsregler i udlændingeloven bliver udnyttet fuldt ud af domstolene, skriver flere medier.
Det skal sikre, at så mange ikke-danske statsborgere som muligt bliver udvist, hvis de begår noget kriminelt.
- Jeg mener, at vi må gå helt grænsen. Vi skal bruge udvisning i alle de tilfælde, hvor det er muligt. Hvis folk ikke opfører sig ordentligt, og ikke er danske statsborgere, så synes jeg bare at man skal sende dem ud af landet, siger hun til politiken.dk.
Lene Espersen understreger, at det skal ske inden for lovens og de internationale konventioners rammer.
Udmeldingen kommer efter, at flere politikere - herunder Venstres Søren Pind - i dagens udgave af Berlingske Tidende efterlyser, at det eksemplvis skal være nemmere at udvise udlændinge, der går rundt med skarpladte våben.
- Jeg synes, at vi skal gå så langt, som vi overhovedet kan, uden at overtræde nogen konventioner, siger hun til avisen.
I dag giver udlændingeloven allerede mulighed for at udvise folk for særlig grov kriminalitet, men nu vil justitsministeren helt konkret have Integrationsministeriet til at udarbejde en redegørelse, der skal vise, hvor hyppigt domstolene rent faktisk benytter de gældende udvisningsregler.
Integrationsrådgiver og forfatter Mohammad Rafiq er helt enig med justitsminister Lene Espersen (K) og flere andre politikere i, at loven skal udnyttes maksimalt, så kriminelle udlændinge kan udvises, hvis de for eksempel bliver snuppet med et ulovligt våben.
- Jeg har selv efterlyst, at anklagemyndigheden skal have moral til at handle derefter, så det bliver en reel trussel mod kriminelle unge. For loven gør det jo allerede muligt. Vi skal som samfund sende et meget klart signal om, at vi ikke vil acceptere nogen form for brug af våben, siger integrationsrådgiveren.
Mohammad Rafiq mener faktisk, at man bør tage skridtet videre.
- Vi skal ikke kun udvise hårde kriminelle, hvis de bruger våben. For våben kan være mange ting som at brænde biler af landet over på grund af Muhammed-tegningerne. Dem der gør det skal også kunne udvises af landet, for de er med til at undertrykke ytringsfriheden, forklarer han.
Det er dog kun kriminelle med anden etnisk baggrund end dansk, der ikke har dansk statsborgerskab, som kan udvises af landet.