Der er mere plads og højere til loftet i Ny Alliance. Sådan begrunder Leif
Mikkelsen sin beslutning om at forlade sit gamle parti, Venstre, til fordel for
Naser Khaders Ny Alliance. Men beslutningen har været længe undervejs.
- For mig var det en tung og alvorlig beslutning, og ikke bare noget, jeg
besluttede mig til i nat. Det er noget, jeg har tænkt over længe, siger Leif
Mikkelsen til TV 2 NEWS. Han nævner blandt andet Venstres arbejde i forbindelse med forslaget
om at erstatte 10. klasse med en ungdomsklasse, som en af grundene til at han
længe har været utilfreds.
Alligevel holder Leif Mikkelsen en nogenlunde diplomatisk tone overfor sit
tidligere parti.
- Jeg har ikke noget behov for at sige noget dårligt om Venstre, siger Leif
Mikkelsen, der stadig foretrækker Anders Fogh Rasmussen som statsminister.
Men forholdet til støttepartiet, Dansk Folkeparti, var ikke
tilfredsstillende for den tidligere kommunalordfører.
- Jeg tror mange i partiet, synes at partiets afhængighedsforhold til Dansk
Folkeparti er problematisk, og det synes jeg også, siger Leif Mikkelsen.
Indtil videre er Mikkelsen den første Venstremand, der er rykket over i det
ny parti, og han afviser da også, at han har prøvet at få flere med sig.
- Det er min personlige beslutning, og jeg har ikke diskuteret den med
nogen, eller prøvet at få nogen med mig, siger Leif Mikkelsen. Og hans
personlige ven og støtte i partiet, Peter Christensen har også afvist, at han
vil flytte med Mikkelsen over i Ny Alliance.