Kaare Sørensen skriver fra New York.
Marianne Pernold-Young har formentlig forandret det amerikanske præsidentvalg.
Det skete ved noget nær en tilfældighed, da hun som deltager til et af de utallige vælgermøder i begyndelsen af ugen spurgte Hillary Clinton, hvordan hun klarede sig under så hård en kampagne.
- Det er ikke let, og jeg kunne ikke gøre, hvis jeg ikke, du ved, virkelig tror på, at det er det rigtige at gøre, sagde en tydelig rørt Hillary Clinton.
- Du ved, jeg har fået så mange muligheder i dette land, og jeg har ikke lyst til at se, at vi falder bagud.
Og amerikanske politiske analytikere mener, at de våde øjne formentlig er baggrunden for Clintons overraskende comeback i New Hampshire.
Blev ikke overbevist
Selv ved Clinton udmærket, at den sjældne fremvisning af hendes menneskelige side haft sin betydning.
- Jeg er virkelig glad for, at jeg fik chancen for at komme med et budskab, som jeg mener, af hele mit hjerte – politik er ikke et spil, det er ikke et væddemål. Det handler om menneskers liv, sagde Clinton i et interview med tv-programmet American Morning i går.
Selvom det var Marianne Pernold-Young, der med sit spørgsmål måske ændrede præsidentvalget, blev hun ikke selv overbevist.
Tværtimod valgte hun at stemme på modkandidaten Barack Obama efter hun deltog i et vælgermøde med den håbefulde demokratiske udfordrer.
- Jeg blev rørt til tårer. Ikke bare én gang, men to gange. Obama har en enorm elektricitet. Og jeg blev simpelthen så overrasket – og så valgte jeg at følge mine følelser, siger Marianne Pernold-Young ifølge CNN.
Det amerikanske præsidentvalg fortsætter frem til 4. november, hvor amerikanerne skal vælge ny præsident – påvirket eller ikke påvirket af deres følelser.