Kristendemokraternes formand, Bodil Kornbek, går nu til frontalangreb på Dansk Folkeparti. Specielt de to præster i partiet, Søren Krarup og Jesper Langballe, som Kornbek konsekvent omtaler som fætrene , får kritik for deres fortolkning kristendommen.
Handler om solidaritet
»De to har en fortolkning af kristendommen, der lukker mennesker ude. Eksempelvis når Søren Krarup vil forbyde kvinder med burka at stemme, eller når de ikke vil tillade særlige hensyn i svømmehallerne. Vi har brug for en anden tilgang end at banke de muslimske kvinder oven i hovedet med, hvor undertrykte de er,« siger Bodil Kornbek.
»Kristendom handler i høj grad om solidaritet. Næstekærlighed gælder ikke kun folk, man selv har mødt.«
Hun frygter, at fætrenes kristendomsfortolkning vil sprede sig:
»Det ville være forfærdeligt, hvis en ny generation vokser op med en opfattelse af, at kristne værdier er det, Dansk Folkepartis præster står for.«
Menneskesyn
Men også DF’s leder, Pia Kjærsgaard, får kritik for, at hun forleden i en partilederrunde på DR kritiserede venstrefløjen for hele tiden at tale om »tonen« i indvandrerdebatten.
»Nu mangler vi bare menneskesynet «, lød det fra Pia Kjærsgaard, der får følgende salut med fra Bodil Kornbek:
»Når hun (Pia Kjærsgaard, red.) vrænger på næsen af menneskesynet , så er det fordi, de kristne værdier ikke er trængt ind under huden på hende,« siger Bodil Kornbek.
Jesper Langballe tager dog beskyldningerne afslappet.
»Ak, ak, ak. Ja, ja. Sagen er, at Bodil Kornbeks teologiske viden kan ligge bag på en negl. Jeg har engang deltaget i en teologisk debat med hende, og jeg vil sige, at jeg faktisk aldrig har mødt et menneske, der var så uvidende om de mest elementære ting ved kristendommen,« siger han.