Kent, KB-Hallen, lørdag.

Af Rene Fredensborg | refr@avisen.dk

Så länge hjärtat mitt slår
så minns jag dig när
Du stack ett hål i min kevlarsjäl
Och så blev du mitt sår
och jag blöder ihjäl
Kom gör ett hål i min kevlarsjäl

Svenske Kent er så skamløs vemodige, at hvis man oversatte deres lyrik til dansk, ville det blive alt, alt for patetisk.

Men da de skandinaviske mestre i melankoli lørdag gæstede Danmark, var vi mange, der smed alle parader og skrålede med på de ord, hvis betydning man ærligt talt ikke altid forstår. Men styrken, den poetiske slagkraft, den fornemmer man straks. Især, når KB-Hallen er proppet med svenskere, der gerne synger med på hver en strofe.

Ovenstående omkvæd fra sangen Kevlarsjäl er et godt eksempel. Det har kørt i mit hoved i et døgn nu. Det er det, Kent kan. Spinde træfsikre melodier på et svensk, der smelter på tungen.

Kent ramte plet 

Til denne, den første koncert herhjemme siden Roskilde 05, mødte Joakim Berg og co. op med en godt gennemtænkt setliste med masser af stjernestøv fra bandets syv albums, uden at efterlade tvivl om, at de udvalgte sange fra den seneste langspiller, Tilbaka Till Samtiden , sagtens kan matche et ellers imponerede bagkatalog.

Man kunne have frygtet, at nye numre som de indledende Vy Från Ett Luftslott og Berlin , der har sendt Kent i nye, mere synthezeiser-orienterede retninger, ville virke kolde og distancerede i forhold til de energiske guitarudladninger, der i 12 år har været rockmelankolikernes signatur.

Men nej, den elektroniske klangbund ramte i al sin storladenhed plet hos publikum. Udvalget fra den ellers knap så let tilgængelige plade nummer 7, viste sit livepotentiale, og et hit som Ingenting fik gulvet til at gynge i den udsolgte Frederiksberg-hal. Endnu en Kent-klassiker er født.

Patos og Patina 

Patos og patina lå i lag hos det stærkt spillende band, som efter guitarist Harri Mäntys farvel nu er reduceret til sin oprindelige startopstilling. Kvartetten havde derfor medbragt ekstra forstærkning på både guitar og keyboards, og den styrke fik Kent for alvor brug for i sing along-snedkerier a la Kungen ˆr Död , Music Non Stop og ikke mindst den sublime 747 . Eneste anke hørt fra forrest i salen var, at der ikke lydmæssigt var kul nok på Sami Sirvios guitarsoli. Det sublime riff i Music Non Stop kom ikke til sin ret. Synd for Sami og for os luftguitarister.

Desuden savnede man evergreens som Om du var här og Socker , men Kent har så rigeligt nyt at byde på, og lørdag beviste de, at både bandkraft og musikalsk kvalitet stiger støt for hvert et nyt udspil, modsat så mange andre kollegaer i rockbranchen.

Kent er konge. Solid som kevlar, smukt spundet af alt det, der rimer på smerte og hjerte.