Islam er ikke kun en af forklaringerne på radikaliseringen af unge muslimer, men også et utroligt brugbart værktøj, der kan styrke antiterror-indsatsen.
Det mener Politiets Efterretningstjeneste (PET), der blandt andre har inviteret imamerne Fathi Alev og Abdul Wahid Pedersen med til en stor konference i næste måned om radikalisering set i et dansk perspektiv.
»I udlandet drøfter man eksempelvis, hvorvidt religiøst lærde med afsæt i religiøse tekster kan spille en rolle ved at levere modargumenter og synliggøre alternative strategier for unge mennesker, der finder identitet i en radikal fortolkning og praktisering af islam,« siger politimester i PET, Lars Findsen.
Nede på gadeplan
Beboerformand i Mjølnerparken, Muhammad Aslam, er en af de muslimer, der er inviteret med. Og han er ikke i tvivl om, hvad han i sin dagligdag kan bruge religionen til, når han møder unge muslimer i ghettoen, der isolerer sig fra fællesskabet.
»Det er utroligt vigtigt, at jeg hele tiden taler med de unge om, hvad der er rigtigt og forkert. Den diskussion kan de nemlig ikke tage med deres forældre, som ikke forstår deres situation. Religionen spiller en stor rolle for at komme på rette kurs. Det handler ikke kun om de store spørgsmål i forhold til terror – at Islam ikke tillader drab på uskyldige – men også om helt almindelig opførsel i samfundet,« siger Muhammad Aslam og giver et eksempel:
»På et tidspunkt oplevede jeg, hvordan en gruppe ældre i nogle plejeboliger blev generet af børn og unge fra Mjølnerparken i København. Jeg tog fat i de unge og fortalte dem, at ifølge vores religion skal man behandle ældre med stor respekt. Det hjalp,« siger han.
PET s konference Radikalisering i Danmark – muligheder for tidlig koordineret indsats finder sted i København den 26. og 27. april.