Danskerne skal ikke betale mere end 40 procent i skat. Det er Ny Alliances mærkesag, men nu foreslår en af partiets kandidater, at dette tilbud i første omgang kun kommer til at gælde fynboer.
På sin hjemmeside foreslår Lars Kolind, at Fyn bliver prøveklud i fem år.
- Forslaget om 40 procent flad skat er en af Ny Alliances mærkesager, og forslaget er lavet sådan, at det skulle motivere højtuddannede/-lønnede danskere til at arbejde og starte virksomheder i Danmark og at tiltrække udlændinge med høje lønninger til Danmark. Derfor skal det afprøves et sted, som på den ene side er isoleret (Fyn og omkringliggende øer) og på den anden side ikke mere isoleret, end man kan se, om højtlønnede mennesker flytter dertil, skriver Lars Kolind.
Ulovligt
Erhvervsmanden Lars Kolind stiller op for Ny Alliance på Fyn. Han foreslår at gøre Fyn til prøveklud for skatteforslaget for at undgå årelange diskussioner om de mulige økonomiske gevinster.
Skatteminister Kristian Jensen (V) mener, at det ifølge EU s regler er ulovligt at gøre forskel på landsdelene.
- Jeg synes, at det er uretfærdigt for de mennesker, der bor i Korsør, at de skal betale for, at dem i Nyborg får en lavere skat. Jeg synes, at det er uretfærdigt for de mennesker, der bor i Fredericia, skal betale for, at dem i Middelfart får en lavere skat. Jeg synes, at folk med samme indtægt i Danmark skal have samme skattemæssige forhold, siger Kristian Jensen til Radioavisen.
Lars Kolind skriver på sin hjemmeside, at folk i forskellige dele af landet allerede i dag betaler forskellig skat.