Først kom det nye regeringsgrundlag - dybest set hensigtserklæringer om bredt samarbejde, nedsættelse af syltekrukker og løfter om, at vi alle engang ude i en udefineret fremtid vil komme til at leve længere, opleve bedre vejr på hele kloden og lære at nyde at passe bedre på de fattige ude i verden og på asylbørnene herhjemme!

Dernæst kom så de nye generationers VK-regering ¿ i virkeligheden blot lidt flytten rundt på ansvarsområder, og hvor den største fornyelse består i at udnævne den modstræbende 64-årige Birthe Rønn Hornbech til ny integrationsminister!

Unægtelig virker det, som om at statsminister Anders Fogh Rasmussen er ved at miste initiativet. Den kontraktpolitik, der kendetegnede hans politik indtil sidste uges valg ¿ »det, jeg siger før et valg, er også det jeg gør efter et valg« ¿ er slut: Vi kan ikke længere stole på Foghs løfter ¿ for skattestoppet er opsagt, asylpolitikken skal alligevel granskes, ulandshjælpen skal måske, måske ikke, sættes op, og så videre og videre.

Det er tydeligt, at Fogh anerkender, at denne regeringsperiode er væsentlig anderledes end de hidtidige. Den kontrol over tingene, som han har været berømmet for, har baseret sig på den unikke virkelighed, at hans regeringer alene har behøvet Dansk Folkepartis stemmer for at få flertal. Fremover er VKO-blokkens flertal kun hjemme med et enkelt mandats flertal ¿ og derfor er Fogh nødt til at søge det brede samarbejde. Alt andet ville være for usikkert. Derfor vil vi i stigende grad opleve statsministeren som forpjusket, fordi han præcist som sine forgængere ¿ Anker, Schlüter og Nyrup ¿ skal lære at forhandle.