Boligfonden for enlige mødre og fædre vil give Nyhedsavisens 200 kroner til en enlig forælder, der kan købe en god gave til sit barn.
Det får du:
Mange enlige forsøgere har et boligproblem, men som regel også andre problemer. Den forestående jul skulle helst være hyggelig, men når man ikke har nogen penge, er det svært. En enlig mor eller far får mulighed for at købe en god gave til deres barn.
Hvorfor skal vi give de 200 kroner til Boligfonden?
»Når man er enlig far eller mor, er man ikke kun sølle. Man er også utrolig stærk, men der er nogle ting, som er umulige. Så det ville være en fantastisk mulighed for at frådse med at købe sådan en gave, ligesom de kan se så mange andre fråse,« siger leder af Boligfonden Ellen Hansen.
Boligfonden for enlige mødre og fædre giver stafetten videre til Mandecenteret i København.
»Der har været centre for voldsramte kvinder i masser af år, men ingen har taget fat om mændene. Det er et spritnyt center, som er oprettet til kriseramte mænd,« siger Ellen Hansen.