Amnesty International har valgt at samle underskrifter for at stoppe en henrettelse eller få løstladt en samvittighedsfange for Nyhedsavisens 200 kroner.
Det får du:
For 200 kroner kan Amnesty International få 500 danskere til at deltage i en hasteaktion via sms, hvor man skriver under på en appel til et givent lands myndigheder for at forhindre en henrettelse, stoppe tortur eller få en samvittighedsfange løsladt.
Seneste aktion var til fordel for en ung kvinde i Saudi-Arabien, som blev dømt til fængsel og piskning, efter hun var blevet udsat for massevoldtægt.
Erfaringerne viser, at hasteaktionerne i 20 procent af tilfældene betyder, at en person bliver løsladt eller får forbedrede vilkår.
Administrationsomkostninger kan ikke gøres op, da Amnesty ikke sender pengene direkte videre som andre nødhjælpsorganisationer. Støttekronerne bruges til research, dokumentation, politisk lobbyisme med mere.
Hvorfor skal vi give de 200 kroner til Amnesty International?
»Menneskerettighederne kommer ikke af sig selv. De skal forsvares. Retten til liv, frihed, lighed og personlig sikkerhed er universelle og har betydning for alle mennesker, men de er under voldsomt pres mange steder i verden – også i den vestlige verden, hvor krigen mod terror har medført alvorlige brud på menneskerettighederne.«
Amnesty International sender stafetten videre til Dansk Flygtningehjælp.
»De yder hjælp til de mennesker, der er på flugt fra krig og katastrofer og har allerstørst behov for beskyttelse.«