Reden vil bruge Nyhedsavisens 200 kroner til at købe aftensmad til deres brugere, som er kvinder i prostitutionsmiljøet, hvoraf mange er stofmisbrugere.
Det får du:
Middagsmåltid til 25 kvinder, der normalt ikke får mad hver dag.
»Mange prioriterer at give julegaver til dem, der ikke har råd. På Reden drejer det sig om nødvendighederne. Når man ikke har et sted at bo og ikke altid får noget at spise, er en julegave selvfølgelig hyggelig men det hjælper ikke i det store hele,« siger daglig leder af Reden i København, Anette Rix.
Administrationsomkostninger er ikke opgjort.
Hvorfor skal vi give de 200 kroner til Reden?
»Vi er et land, der bryster sig af at være et velfærdssamfund. Men det gælder kun for de fleste – ikke for alle. Der er mennesker i Danmark, der ikke har råd til mad. Vi snakker ikke om at få råd til at fejre jul, men om at få en omgang mad om dagen – som ikke er en skål Risifrutti,« siger Anette Rix.
Reden sender stafetten videre til Hanne Mariehjemmet i Roskilde.
»Det er en fantastik tilbud for kvinder, der har brug for at komme væk fra det stressede gademiljø, få eget værelse, mad, hygge og omsorg og en pause fra gaden i nogle uger,« siger Anette Rix.