Jønke skal noget søndag klokken 10, og selvom han måske nok kunne trænge til en solid omgang syndsforladelse, har det ikke noget med gudstjeneste at gøre. I stedet skal Hells Angels-rockeren møde op i dommervagten på Københavns Politigård, hvor han forventes at aflægge regnskab oven på torsdag aftens knivdrama på Nørrebro i København.
Ifølge politiets oplysninger blev den tidligere morddømte forfatter og lædervest først overfaldet med kniv af en 22-årig, der ikke fik gjort arbejdet ordentlig færdigt. I stedet gjorde den sårede Jønke og en rygmærke-kollega gengæld og sparkede og slog og stak den oprindelige overfaldsmand så eftertrykkeligt, at han var i overhængende livsfare natten over.
Jønke nøjedes med stik i lyske og mave. Han ømmer sig i skrivende stund på sygeafdelingen i et københavnsk fængsel og har ligesom sin uskadte ven fra motorcykelklubben fået lovning på en varetægtsfængsling i 24 dage. De 10 første i isolation.
Hells Angels-lederen skulle allerede have været fremstillet for en dommer fredag formiddag, da han blev båret ind i dommervagten (på en båre). Men ifølge en tilstedeværende læge var rockerens smerter for store, til at seancen kunne gennemføres.
- Der går også lige nogle dage, inden ham den anden (den 22-årige, red.) er frisk nok til at komme for en dommer, oplyser vagthavende ved kriminalpolitiet i København.
Alle tre implicerede er i øvrigt sigtet for drabsforsøg, så det blev en dyr torsdag aften at gå med kniv.