Hvad betyder lys for dig?
»Alting. Astronomer er i virkeligheden bogholdere af lyspartikler. Vi samler dem sammen ved forskellige bølgelængder og putter dem i en kasse. Vi kigger på lys, der kommer fra de fjerneste egne af universet, og som har været undervejs i milliarder af år. Det kan vi for eksempel bruge til at sige noget om Big Bang.«
Kan man se, hvor gammelt lys er?
»Ja, for det svækkes, når det er undervejs i rummet. Men det kræver, at vi ved, hvor det kommer fra, og hvor langt det har rejst. Enkelte gange er lyset fra universet så kraftigt, at vi kan se det fra Jorden – det kalder vi gammaglimt, og dem var der faktisk fire af før påske. Man kan kun se dem i meget kort tid, så det gælder om at være hurtigt ude.«
Hvor meget af universets lys kan man se fra Jorden?
»Ikke meget. Hvis vi sammenligner med et klaver, så svarer det til kun at kunne se en tangent. Det kan man ikke lave særligt mange harmonier af.«
Hvad betyder mørke?
»Jo mørkere det er, jo mere kan vi se. Det er derfor, at astonomer bygger kikkerter i ørkenen for at undgå lysforureningen fra byen.«
Hvordan ville vi have det i en verden uden lys?
»Så ville vi dø af sult. Solen er vores livgivende stjerne, og den giver lys til planterne, og de giver ilt til os. Uden lys intet liv.«
Vil du slukke lyset i aften?
»Ja, det vil jeg gerne. Men mest fordi jeg gerne vil se himlen uden gadelygterne.«