Opgiv tanken om en samlet, stærk nation ved navn Irak. I stedet skal fremtidens Irak være et rigsfællesskab af tre stater med nogenlunde lige så meget fælles politik som Grønland, Færøerne og Danmark.
Sådan lyder den kontante udmelding fra Ali Allawi, der er en af Iraks mest respekterede politikere på den moderate fløj. Allawi har haft tre ministerposter i de midlertidige regeringer, som USA støttede efter invasionen.
Allawi mener, at Irak skal opdeles i en kurdisk, en shia-muslimsk og en sunni-muslimsk del.
»Det er den eneste løsning. De enkelte regioner må have udstrakt selvstyre og stå for deres egen sikkerhed. Alternativet er evindelige magtkampe over posterne i centralregeringen. Vi får aldrig en stærk, central regering, sådan som Irak ser ud i dag,« siger Ali Allawi.
Frygt for al-Qaeda-stat
Hans modstandere peger på, at processen kan føre til etnisk udrensning. Men ifølge Ali Allawi er udrensningen allerede i fuld gang. Der er to millioner mennesker på flugt og hovedstaden Bagdad delt mellem shia er og sunnier.
Den danske Irak-ekspert Helle Lykke Nielsen fra Syddansk Universitet er enig i vurderingen af det splittede Irak. Men der er også problemer med at dele Irak helt op.
»For det første vil nabolande som Tyrkiet og Saudi-Arabien ikke acceptere en fuldstændig opdeling af landet, fordi de er nervøse for, hvad det vil medføre. Desuden kan man frygte, hvad der vil ske i de sunni-dominerede områder i Centralirak, hvor al-Qaeda i Irak har base. De kan måske få held til at etablere deres egen al-Qaeda-stat, hvis opdelingen bliver fuldstændig,« siger Helle Lykke Nielsen.
Født i 1947 i Bagdad, men har taget sin uddannelse i London og USA. Under Saddam Hussein var han i eksil i Vesten.
I 2003 vendte han tilbage til Irak for at blive forsvars-, handels- og finansminister.
I 2006 opgav han sin politiske karriere, men han rådgiver
stadig den irakiske regering. Han har netop udgivet bogen Besættelsen
af Irak: At vinde krigen og tabe freden .