Danmarks Radio er hårdt ramt. De ansatte må bøde hårdt for en uduelig bestyrelses svigt og elendige økonomistyring. Skrigende urimeligt for de mange medarbejdere.
Men – og der er flere men er: DR s medarbejdere traf i går det forkerte valg, nemlig at strejke.
Strejken er meningsløs. Det er indlysende, at pengene skal spares – men værst er det, at strejken slider frygteligt på DR s troværdighed, der i forvejen er under pres.
Medarbejderne i DR fremstår for de fleste danskere som forkælede med gode løn- og arbejdsvilkår, og meget få i dette land fatter sympati for aktionen, især i en tid, hvor både politikere og borgere konstant påstår, at DR har en politisk slagside og stiller spørgsmålstegn ved rimeligheden i, at alle pålægges tvangs-DR-skat.
De fleste danskere oplever allerede i dag en mere interessant – og gratis – nyhedsdækning af TV 2, og antallet af seere til den væsentligste DR-udsendelse, TV Avisen, falder.
At 300 skal fyres, er ulykkeligt og urimeligt, men dog en virkelighed svarende til den, der hertillands rammer så mange, især industrivirksomheder.
At DR af den grund er døden nær, er noget vrøvl. En gennemgang af DR s organisation – og man behøver ingen lup – vil afsløre et tykt lagt af mellemledere og stabsfolk, der ville kunne undværes.
Måske endda med et bedre DR til følge?