De vælter ind over grænserne, de stjæler de danske ynglepladser og æder alt hvad de kan komme i nærheden af.
Indvandrende dyr og planter er nu en af de største trusler mod den danske natur.
Det vurderer en række eksperter, som for nyligt afholdt krisemøde på Landbohøjskolen, hvor myndigheder, naturfolk og landbruget diskuterede, hvordan man kan komme problemet med fremmede arter til livs.
- Vi bliver nødt til at tage det meget alvorligt. Ellers kan mange af de nye arter presse den danske natur. Dyr som minken eller vaskebjørnen har ingen fjender i den danske natur, derfor kan de frit dræbe fugle og smådyr, siger Hans Erik Svart, der er biolog i Skov- og Naturstyrelsen og øverste ansvarlige for bekæmpelsen af indvandrende arter i Danmark.
Blandt dyrene er det især nydanske dyr som vaskebjørn, mink, bisamrotte, mårhund og dræbersnegl, der presser naturen.
I planteriget er det blandt andet vandpest, bjørneklo og planten vadegræs, der er de store skurke.
De nye dyrearter kommer til Danmark på vidt forskellige måder.
- Vaskebjørnen er sat ud af folk, som har holdt dem som kæledyr, mens bisamrotten indvandrer fra Tyskland og Holland. Mange af planterne kommer, fordi folk ubevidst har medbragt frø, når de er ude at rejse. Men også de varmere vandtemperaturer betyder, at vi ser stillehavsøsters og andre planter, som ellers burde leve i varmere have, siger vildbiolog ved Danmarks Jægerforbund Niels Henrik Simonsen.
Nyhedsavisen stiller i en miniserie skarpt på de indvandrende dyr og planter.