Den italienske turist Antonio Currá er for længst begravet, efter at to tyrkiske fætre dræbte ham med knivstik på Nørrebro i København i 2003.
Begge fætre fik udvisningsdomme, men deres kriminalitet risikerer at gentage sig hos nye gerningsmænd.
Flere drenge med indvandrerbaggrund vokser nemlig op under samme dårlige forhold som de to fætre.Ifølge psykolog Talli Ungar Felding fra Psykologisk Center viste en undersøgelse af 14 kriminelle indvandrerdrenge, som hun tidligere har haft i behandling, at flere af de 14 drenge fik tæsk af forældrene og havde problemer fra en tidlig alder, uden der blev grebet ind.
Diskrimination
Hun mener, at det sociale system diskriminerer børn fra indvandrerfamilier ved at forklare sociale problemer som kulturforskelle.
»Det tager meget længere tid at gribe til tvangsfor- anstaltninger, når det handler om indvandrerbørn. De, jeg får i behandling, lider ofte af omsorgssvigt og kan have psykisk syge søskende eller andre familiemedlemmer. Alle de ting tilsammen ville gøre, at et dansk barn var blevet fjernet fra hjemmet,« siger Talli Ungar Felding, der mener, at socialsystemet lider af berøringsangst.
Også hos Ungdomsafdelingen i Københavns Kommune mener man, at for få børn anbringes uden for hjemmet. Den tendens bekræftes i rapporten Fra udfordring til udvikling fra 2005.
Ifølge rapporten fjernes børn af indvandrere under 10 år sjældnere fra hjemmet end danske børn. Efterkommere fjernes halvt så ofte som danskere.
Så hurtigt som muligt
Benny Andersen, næstformand i Socialpædagogernes Landsforening, efterlyser handling nu.
»Socialministeren taler om den tidligere indsats i festtaler, men der sker først noget, når barnet eller den unge har stukket nogen ned eller begået et indbrud. Man skal ty mere til anbringelser uden for hjemmet. Man griber også ind for sent i danske familier, men ulykken bliver større for børn med anden etnisk baggrund. De har i forvejen en række problemer at slås med. Hvis drenge og piger skal have en chance for at ændre noget i deres liv, skal de have et tilbud så hurtigt som muligt,« siger Benny Andersen.
Berøringsangst
Han peger desuden på, at næsten dobbelt så mange børn anbringes i starten af året, hvor kommunen stadig har penge, som sidst på året.
»Fanden tager de sidste,« siger Benny Andersen.
Tahir Canbek, souschef i ungdomsklubben Klub Ragnarok i Odense-forstaden Vollsmose, frygter en stigning i antallet af kriminelle med indvandrerbaggrund, som er vokset op i dårlige hjem.
»De bliver jo ikke kriminelle, fra de er 17, til de er 18 år. Det er ikke optimalt at fjerne børn med tvang, men nogle gange har jeg følelsen af, at der er en berøringsangst. Vi skulle nødig ende som i USA, hvor sorte udgør halvdelen af de indsatte i fængslerne. Indvandrere er i forvejen overrepræsenterede i fængslerne i Danmark,« siger Tahir Canbek.