Af Anne Winther, anwi@avisen.dk
Arcade Fire, Arena, torsdag kl.18
Inde under den vælvede teltdug lukkede Arcade Fire for en stund verden ude og forløste de tusinder af publikummer, som var kommet for at se bandet, der med debuten ’Funeral’ fra 2004 og forårets ’Neon Bibel’ cementerede Canada som musikalsk it-land.
Foran det brusende kirkeorgel prædikede Win Butler desperat ’My body is a cage’ så knugende intenst og smukt, at tårer kunne blande sig med regnen hos alle dem, der ikke var plads til under teltdugen i Arcade Fires guddommelige kirke.
Forskellen på sørgelig og melankolsk er håb. Og selv når Arcade Fire er mørkest, er der håb. På ’No Cars Go’ og ’Neighborhood # 1 (Tunnels)’ kunne knuden i halsen opløses af boblende glæde.
Som de omvendte White Stripes spiller Arcade Fire nærmest bogstaveligt talt på alle instrumenter inklusiv kirkeorgel og xylofon tilsat vilde violinistinder. En overlegen musikalitet der demonstreres yderligere af medlemmernes legesyge instrumentbytten på scenen.
I marts aflyste Arcade Fire koncerten i København, men at dømme på Roskildes publikum har de fået tilgivelse.