Militante islamister forsøger at hverve folk, der er villige til at udføre selvmordsangreb i Danmark. Det oplyser det amerikanske SITE Institute, der overvåger islamistiske hjemmesider.
SITE Institute har fundet en hvervekampagne på hjemmesiden al-Ekhlaas, som ifølge SITE Institute er et kendt forum for islamister med tilknytning til al-Qaeda.
Angrebet skulle være en hævn mod Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten.
»For at gøre det utroende folk i Danmark vrede og minde dem om, at sagen ikke er ovre endnu, og at selvmordsbrigaden er på vej, er målet at få vores brødre til at lade sig registrere (som selvmordsbombere, red.),« lyder det på hjemmesiden.
Trussel skal efterforskes
Nyhedsavisen har bedt tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen om at læse rapporten fra SITE Institute.
»SITE Institute bliver betragtet som en troværdig organisation. Men truslen kan i princippet både stamme fra en 17-årig knægt, der sidder på en internetcafé i Cairo, og fra seriøse terrorister, der vil planlægge et terrorangreb. Uanset hvad skal det tages alvorligt, og PET vil uden tvivl efterforske informationerne, hvis tjenesten ikke allerede har gjort det,« siger han.
Den tidligere PET-chef løfter sløret for, at PET har haft kendskab til mange af denne type trusler mod Danmark under Muhammed-krisen.
»Under Muhammed- krisen modtog vi over 200 trusler af denne art. Det blev ikke meldt ud dengang, for det ville skabe unødig frygt og på sigt betyde, at folk ville negligere udtalelser fra PET. Det ville være som Peter og Ulven,« forklarer han.