Klokken er 23 og værestedet Oasen på Nørrebro i København forvandler sig til et nødherberg for hjemløse fra Østeuropa.
En 28-årig hjemløs bulgarer spiser en portion champignonsuppe og får varmen, inden han lægger sig til at sove på et liggeunderlag på værestedets gulv. I morgen skal han igen ud og lede efter et job.
Bulgareren er ikke ene om at være udlænding og hjemløs i Danmark, Rådet for Socialt Udsatte vurderer, at hver fjerde hjemløs er udenlandsk.
Faktisk kan tallet være højere endnu. Et øjebliksbillede viser nemlig, at 5-600 hjemløse boede på gaden i uge seks sidste år. Derudover vurderer Rådet for Socialt Udsatte, at omkring 250 udlændinge bor på gaden. De fleste af dem er fra Østeuropa.
Flere til Danmark
Preben Brandt er sikker på, at der kommer flere udenlandske hjemløse til Danmark.
»Det er indlysende, at de søger hen, hvor der er bedre forhold. Jeg er overbevist om, at vi i fremtiden kommer til at se mange flere udokumenterede emigranter. Derfor er det et fænomen, vi er nødt til at forholde os til,« siger han.
Mangler viden
I Danmark har vi stort set ingen viden om hjemløse fra Østeuropa. Derfor vil formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, i gang med en udredning om baggrund, barrierer, lovgivning og myter omkring hjemløse.
»Vi blev taget på sengen og har ingen erfaring med østeuropæiske hjemløse i Danmark, derfor vil jeg gerne skille myter fra sandhed,« siger han.
Preben Brandt er netop taget til Sverige for blandt andet at høre, hvilke erfaringer de har på området.
Organisationerne bag Hjemløsedagen har stiftet et nyt nødherberg for knap to uger siden. Herberget er fortrinsvis for udenlandske hjemløse, der ikke har opholdstilladelse.
De må nemlig ikke komme på kommunalt støttede herberger, og i efteråret og vinteren døde to polakker på danske gader.
»Det er umenneskeligt at lade dem ligge på gaden, og det her er en helt almindelig human tanke,« siger Brian Sørensen, der er koordinator på Projekt Udenfor, der også står bag herberget.