Det var en lettelse for det meste af Gaza, at BBC-journalisten Alan Johnston tidligt onsdag morgen blev frigivet. Ikke mindst for mange medlemmer af Dugmush-klanen, som styrer gruppen Islams Hær, der stod bag kidnapningen.
De seneste uger har flere højtstående medlemmer af familien ringet til overhovedet, Mumtaz Dugmush, og tryglet ham om at løslade Johnston. At han i går valgte at følge deres råd, reddede samtidig hans liv. For Hamas, som har overtaget den fulde kontrol med Gaza, havde givet familien et klart valg: Løslad Johnston, eller vi finder jer og slår jer ihjel. Det fortæller et højstående medlem af Hamas til magasinet TIME.
»De er bøller. De er ingenting,« siger Raji Sourani, som er advokat i en palæstinensisk menneskerettighedsorganisation til Nyhedsavisen.
Han forklarer, at Dugmush-familien i Gaza ikke bliver betragtet som andet end en gruppe kriminelle. Og deres popularitet er om noget endnu lavere efter kidnapningen, som har været forhadt blandt langt de fleste palæstinensere.
»Folk er glade og lettere over løsladelsen. Det var ikke kun Alan, som blev kidnappet. Vi blev alle kidnappede, og vi følte os dybt krænkede,« siger Raji Sourani og opfordrer til, at Islams Hær bliver retsforfulgt for kidnapningen.
Men det er der ikke stor chance for vil ske. Hamas har nemlig garanteret Dugmush-klanens sikkerhed og givet den immunitet mod Johnstons løsladelse. Og det løfte mener lektor på København Universitet Jørgen Bæk Simonsen, at de vil holde.
»Hamas har brug for at nedtone forskellene mellem de forskellige fraktioner i Gaza for at samle kampen mod Israel. Hvis gruppen er fornuftig, tager den imod invitationen fra Hamas,« siger han.
Men familien skal ikke tro, at der er frit spil, for Hamas har brug for at vise omverdenen, at der er kontrol over tingene i Gaza.
»Derfor har de ikke brug for, at en kriminel bande fortsætter sin praksis,« siger Jørgen Bæk Simonsen.