Mobning er så stort et problem i folkeskolen, at undervisningsminister Bertel Haarder (V) nu overvejer at ændre folkeskoleloven og stille krav om, at kommunerne sætter ind mod mobning.
»Desværre viser undersøgelser, at mobning i skolen stadig er et problem trods de mange indsatser gennem årene. Det er blandt andet med inspiration fra de svenske lovændringer, at jeg nu overvejer, om folkeskoleloven skal ændres,« siger Bertel Haarder.
Tvangsflytning af elever
I Sverige har man forbudt mobning ved lov. Det seneste tiltag for at komme mobning i skolerne til livs kom i sidste uge, hvor den svenske undervisningsminister Jan Björklund foreslog at gøre det lovligt, at skoler tvangsforflytter elever, der mobber andre elever.
Bertel Haarder regner med at komme med et udspil i løbet af den nærmeste fremtid, men han har endnu ikke lagt sig fast på, hvilke konkrete ændringer, der skal til. Mobbekonsulent og cand.jur. Helle Rabøl Hansen opfordrer kraftigt undervisningsministeren til at indføre en ny paragraf i folkeskoleloven. Hun mener, at der bør stå, at »alle skoler skal indføre handlingsplaner mod mobning.«
Kommunernes ansvar
Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini mener ikke, at det er folkeskoleloven, der skal ændres. Hun mener i stedet, at kommunerne skal forpligtes til at have en mobbepolitik ved at stille krav om, at mobning skal indgå i de årlige kvalitetsrapporter, som kommunerne fremover skal udarbejde om folkeskolerne. Det forslag tilslutter både De Radikale og Dansk Folkeparti sig.
Bertel Haarder er åben over for den løsning.
»Det kunne være en mulighed at inddrage kvalitetsrapporterne,« siger undervisningsministeren, der har luftet sine planer i et svar på et paragraf 20- spørgsmål stillet af SF’s uddannelsesordfører Pernile Vigsø Bagge.
Knap hver femte elev er blevet udsat for mobning i løbet at de seneste to måneder.