De var ikke meget for det.
Alligevel hændte det i de første mange årtier, at lægerne på Rigshospitalet skar arme og ben af patienterne.
Og de var dygtige. Allerede i starten af 1700-tallet kunne lægerne med en kniv og en skarp sav fjerne den syge, måske halvrådne kropsdel og lukke såret pænt.
Så det var hverken mangel på armkræfter eller lægeligt udstyr, der afholdt kirurgerne fra amputationer, men derimod frygten for de efterfølgende smertefulde og farlige infektioner i såret. Og så lige skrigene fra patienterne – bedøvelse var endnu ikke opfundet.
I dag er det præcis 250 år siden, at Frederik den 5. åbnede landets første egentlige hospital, Det Kongelige Frederiks Hospital med 300 sengepladser. Nationens stolthed.
Rigshospitalet – som det har heddet siden 1910 – tilbød helt fra begyndelsen fri kur og pleje. Uhelbredeligt syge og døende ville personalet dog ikke røre, for hele ideen med det nye hospital var, at syge borgere skulle helbredes, så familier ikke gik til grunde.

Frederiks Hospital, det oprindelige Rigshospitalet, i Bredgade, 1900. I dag huser bygningerne Kunstindustrimusset.
Selv simple sygdomme – set med nutidens øjne – førte i midten af 1700-tallet til hele familiers fattigdom. Hos håndværkere, småhandlende og arbejdsmænd kunne spisekammeret være tomt og huslejen ubetalelig efter få dages sygdom. Indlæggelse på kongens hospital skulle dog ikke betragtes som æreløs fattighjælp, men en ærefuld kongelig nåde. Borgerne skulle hjælpes, og det formål har landets fineste hospital, der i folkemunde kaldes Riget, haft i sine nu 250 år.
1797 – afføringsmidler og brækrod
»Alle de syge har hver sin seng,« skrev den imponerede franskmand Jean-Pierre Cattau i 1802 efter et besøg på Riget. Selvom enkeltsenge på et hospital i dag er en naturlighed, var det i 1700-tallet et tegn på et prestigehospital. Netop de ordnede forhold er en af forklaringerne på, at patienterne klarede sig relativt godt. Sund kost, hvile og opvarmede lokaler hjalp mere end de kloge hoveder anede, for selve lægevidenskaben var endnu langtfra udbygget.
Knopper og gevækster kunne kirurgerne skære af, mens de medicinske læger havde svært ved at forstå sygdomme i kroppen. De arbejdede stadig med den græske fader til lægevidenskaben Hippokrates’ lære om ligevægt i kropsvæskerne. Var en person syg, skulle balancen i væskerne genoprettes, og midlerne var blandt andet åreladninger, hvor blod tappes fra et område på kroppen, kraftigt virkende afføringsmidler og bræk- og sveddrivende midler.
1. april 1797 blev tjenestepige Friderica Gunther indlagt med svag menstruation og forstørret mave. I dag ville man nok have gættet på, at pigen var gravid, men dengang blev hun behandlet med åreladninger, afførende pulver og rabarbersaft, piller, der gjorde noget ved livmoderen, brækmiddel med brusevand, amerikansk brækrod og afkog af kinabark. Imens hun lå i kongens sygeseng, fik hun – sikkert som bivirkning af datidens medicin – belastende hovedpine og belægninger på tungen, hun mistede appetitten, var meget svag, næsten bevidstløs, havde opsvulmede ben og blæreagtigt udslæt på armene.
Kirurgerne var længere fremme med præcise diagnoser. De skelede eksempelvis mellem gamle og akutte sår, kolde og varme bylder og lymfeknuder.

Mange gik med generende og deforme gevækster, længe før de besluttede sig for en operation, da operationssår stadig omkring 1900 var en realitet. Kvinden her havde en bindevævsknude, som overkirurg Bloch fjernede.
De havde da også mere succes end deres universitetsuddannede medicinske kollegaer.
Som med den 20-årige murerdreng Henrik, der blev indlagt samme dag som frøken Gunther med en måned gamle frostsår på hænderne. Universal-balsam opblødte fingrene, så de kunne strækkes ud, hvorefter de blev behandlet med et i dag udefinerbart afkog og pulver samt mild kviksølv. Efter 33 dage var sårene helet, og han blev udskrevet.
1897 – diagnoser stilles
100 år efter hospitalets åbning var lægerne nået langt. De havde nu fået diagnoser til flere medicinske sygdomme: Flest (hver tiende) led af tuberkulose, fulgt af hjertesygdomme, lungeinfektioner, mavesår og gigtfeber. I løbet af 1800-tallet indså lægerne, at sygdomme i kroppen ikke var et spørgsmål om ubalance, og de fandt præcise årsager til stadig flere sygdomme for eksempel infektion med bakterier og fejl ved de indre organer.
På Kapelvej i København boede arbejdsmand Søren Jørgensen, der led af tuberkulose i lunger og strube. Lægerne noterede i journalen familiens sygdomsmønster, og alle de symptomer, patienten havde oplevet og lægerne iagttaget ved sygelejet. Temperaturen blev taget dagligt, og Søren Jørgensen blev sat på fedende kost. Ved hjælp af et mikroskop kunne lægerne stille den endelige diagnose – noget der revolutionerede lægevidenskaben i 1882 – problemet var bare, at der endnu ikke fandtes nogen effektiv behandling. 31. maj blev Søren Jørgensen udskrevet med let feber, men to kilo tungere.
Chancen for, at han overlevede længe efter, var lille. Fattighjælpen ville hverken fede ham op, sikre hvile eller frisk luft. I 1897 var tuberkulose skyld i 14 procent af alle dødsfald i København.
Hospitalets troldmænd var stadig kirurgerne. Deres overlegenhed i forhold til medicinerne var øget betydeligt på 100 år, fordi de havde fundet ud af at bedøve patienterne og nu forstod at holde sårene rene, så de fleste patienter undgik betændelse efter operation.

Grønnegården 1910, hvor der i dag er teaterforestillinger om sommeren. Oppegående patienter fik frisk luft i gården, mens sengeliggende patienter blev båret ud i solen om sommeren.
100 år tidligere ville gårdejer Lars Christian Jørgensen være blevet blind. Han havde en knude på højre øjenlåg, og operationen var besværlig, fordi gårdejeren fra Lolland lå uroligt og kastede op flere gange under narkosen. Såret helede dårligt, men 1. april blev han indlagt igen og lægen foretog et snit ved tindingen, så huden kunne trækkes sammen over øjet, og synet dermed bevares.
1997 – ikke længere blot helbredelse
50 gange flere patienter indlægges på Rigshospitalet nu end 100 år tidligere – dengang ville mange være bukket under for sygdomme, der nu let kureres.
I modsætning til tidligere er et ophold på Riget ikke længere blot en kamp for overlevelse og helbredelse.
Mange opsøger også Rigshospitalet for at øge livskvaliteten. En kvinde, der tidligere er blevet kureret for brystkræft, kommer 1. april for at få rekonstrueret et nyt bryst med væv fra maven. En anden kvinde, der ikke kan få børn ad naturens vej, får foretaget kunstig befrugtning.
Sår, der i århundreder var kirurgernes store opgave, klares nu hjemme, hos den praktiserende læge eller på skadestuen.
På den medicinske front er der taget så store kvantespring i løbet af 1900-tallet, at der stort set ikke længere findes patienter, der udelukkende behandles kirurgisk.
Medicin er en helt fundamental del, når alle store operationer i stadig højere grad skal lykkes. Medicinen og kirurgien er derfor smeltet naturligt sammen til et fælles behandlingsforløb.

Stuegang på medicinsk afdeling A omkring år 1900. Kønsrollerne er udtalte. Professor Christian Gram tilser patienterne med to mandlige læger og tre kvindelige sygeplejersker.
Som i 1797 indlægges en 26-årig mand den 1. april med vedvarende feber af ukendt årsag. Lægerne er i begyndelsen i tvivl. Men efter nogen tid har de hvide kitler dog et svar til den unge mand. Han har en sygdom, der slet ikke fandtes 200 år tidligere. Han er hiv-smittet.
Den sygdom, der i 1980 erne slog folk ihjel, holdes 20 år senere i det nye årtusinde i ave med medicin.
Kilde og foto: Patienternes Rigshospitalet , Gads Forlag, udkommer 30. marts. Bogen er skrevet af historiker ved Saxo Instituttet på Københavns Universitet Anne Løkke.
1757: 30. marts indvier Kong Frederik den 5.
Danmarks første egentlige hospital, Det Kongelige Frederiks Hospital ,
mellem Amaliegade og Bredgade i det indre København. I dag huser
bygningerne Kunstindustrimuseet.
1910: Hospitalet
flytter til nye og større bygninger på Blegdamsvej ved Fælleden og
skifter navn til Rigshospitalet. Bygningen er klassisk højborgerlig.
Driften af hospitalet overdrages til staten, og det åbnes for alle
borgere i det danske rige.
1970: Det Nye
Rigshospitalet med det karakteristiske funktionalistiske 16 etager
høje centralkompleks åbner med topmoderne tosengsstuer. Pladsen bliver
hurtigt for trang og flere nye bygninger tages i brug.
1995: Rigshospitalet overgår fra statseje til at være en del af Hovedstadens Sygehusfællesskab.
I dag er Rigshospitialet Danmarks største og mest
specialiserede hospital og netop overdraget til Region Hovedstaden.
Riget i tal
6.300 mennesker er ansat.
1.200 dør hvert år på hospitalet.
70.000 patienter behandles årligt.
I 2006 er der 373 overlæger og 51 klinikchefer.
Den gennemsnitlige indlæggelse varede 14 dage i midten af 1970 eren. I 1997 var den faldet til seks dage.
Alle
knap fire millioner journaler gennem 250 år er bevaret, da de er
omfattet af bevaringspligt. Et materiale, der er unikt i verden.
Kilde: Rigshospitalet