EM i fodbold, Melodi Grand Prix, damelandsholdet i håndbold, Bjarne Riis. De seneste 10-20 år har der været mange nationale samlingspunkter for os danskere.
Men fodboldkampen i lørdags, der højst sandsynligt betød, at Dabmark går glip af - endnu - en slutrunde, slog det fast:
Det står galt til i Danmark.
Med dårlige resultater og skandaler i det, der hidtil har fået danskerne til at iføre sig rød-hvide farver og kramme fremmede mennesker på gaden, er vores nationale samlingspunkter måske i overhængende fare.
Sociolog Henrik Dahl mener dog, at vi hurtigt vil finde noget nyt at glæde os over.
- Danskerne har jo et enormt stort behov for anerkendelse fra omverdenen, og det kan være psykisk svært at indse, at vi ikke er de bedste. Sport er jo organiseret som en konflikt med andre lande - det er bare en symbolsk konflikt. Kigger man på for eksempel på fodbold, så har vi jo faktisk klaret os ret godt, hvilket er ret imponerende. Men den typiske danske reaktion er jo at kaste vores kærlighed på noget, vi bliver nummer et i. Og så er det fuldstændig ligegyldigt hvad, siger sociolog Henrik Dahl og fortsætter:
- Vi har jo før samlet os om curling-landsholdet, guld-fireren og kuglestød med Joachim B. Olsen. Men helt ærligt, det er jo fuldstændigt ligegyldige sportsgrene, som ingen i virkeligheden interesserer sig for. Men pludselig gør vi det, fordi vi vinder. Så det bliver spændende at se, hvad det næste bliver. Måske speedway? spår Henrik Dahl.
Forfatter og samfundsdebattør Ole Hyltoft mener til gengæld, at danskerne bør samle sig om noget helt andet end sportsresultater.
- Hvorfor skal vi samle os om overfladiske sejre, som jo alligevel går op og ned? Jeg tror faktisk ikke, det skader Danmarks image, at vi havde sådan en skandalekamp som i lørdags. Måske det faktisk endte med at blive en sjovere aften og et endnu større samlingspunkt. Nej, jeg synes vi istedet skal samle os og glæde os over, at vi Danmark har ytringsfrihed - og måske den smukke danske sommer, siger Ole Hyltoft.