Pernilles mor, Annelise Lind, kan ikke få det til at passe, at hendes datter skulle have begået selvmord. Hendes smukke pige har ingen mærker efter lagnet om halsen, og moren kan ikke forstå, hvordan Pernille har fået de blå mærker på hænderne og overarmen. De var der ikke, da hun kørte datteren på arbejde tidligere på dagen.
Annelise Lind forstår heller ikke, hvordan Pernille har fået to kradsemærker på halsen, for hendes negle var klippet helt ned. Og hvorfor er hendes øjenvippe brækket bagud på det højre øje?
Hun synes også, det er mærkeligt, at Pernille har drukket en tredjedel af en cola og efterladt resten på bordet ved siden af kaffemaskinen. Ville hun virkelig drikke cola, lige inden hun gik op for at hænge sig selv?
Pernille sexmisbrugt
Pernilles ældste storebror, John Petersen, er uddannet inden for it. Han har gennemgået og genskabt alle filer fra Pernilles computer. Der findes ingen selvmords- eller afskedsbreve. Forældrene er sikre på, at Pernille ville sige farvel til dem, hvis hun ikke ville leve mere. I timerne omkring hendes død bliver alle beskeder på hendes Arto-profil slettet. Klassekammeraten Margit siger senere, at det er hende, der logger ind på profilen. Men kun fordi hun har aftalt det med Pernilles mor. En aftale, som ifølge moderen aldrig har eksisteret.
Lørdag den 24. juni 2006, dagen efter Pernilles død, ringer Annelises mobiltelefon. Det er Margit.
Hun fortæller en chokeret Annelise, at Pernilles selvmord skyldes, at hun blev udnyttet groft seksuelt af en ældre dreng fra vejen. En dreng, som gennem flere år er kommet i hjemmet hos Pernilles storebror Henrik.
Rystet kører forældrene ind til Østjyllands Politi og fortæller for første gang politiet, hvordan de fandt Pernille på trappegelænderet, og hvad Margit lige har fortalt.
Men politiet mener ikke, at det ændrer på noget; Pernille har begået selvmord. Veninden Adnana har jo sagt til afhøringen, at Pernille var deprimeret. Der er ikke nogen grund til at efterforske mere, mener Østjyllands Politi. Det ændrer ikke noget, at Adnana senere kontakter politiet og beder dem rette hendes vidneudsagn, fordi hun er citeret forkert. Hun sagde netop, at Pernille var deprimeret før i tiden. Da hun døde, var hun glad.
En almindelig familie
I dagene efter Pernilles død leder forældrene i huset. I Pernilles computer. I hendes telefon. De søger et svar. Bare et lille tegn på, at Pernille havde det skidt.
Men de finder ikke noget. Hun var ikke syg, og hun fik ikke piller mod depression.
Om mandagen bliver klassekammeraten Margit afhørt som vidne. Hun var den sidste, der snakkede med Pernille.
Til betjenten fortæller hun, at Pernille både havde problemer i forhold til sine forældre, i forhold til skolen og i forhold til veninderne. Men Pernilles andre veninder kan ikke genkende det billede. I deres øjne var Pernille glad og havde ikke større problemer end andre piger i puberteten.
Venner og bekendte af familien kan heller ikke genkende, at der var problemer i hjemmet. Jo, de skændtes da af og til. Men ikke mere end alle andre gør. Det var ikke et problemhjem, hvor børnene var overladt til sig selv. Skolen melder også, at alt gik godt. Men politiet tjekker det ikke.
Margit siger til afhøringen, at Pernille, weekenden før hun dør, har sagt til en navngiven veninde, at selvmord ville være hendes eneste udvej, hvis der ikke var ro i hjemmet inden fredag.
Den veninde kontakter politiet aldrig. Men hvis efterforskerne havde gjort det, så havde denne veninde fortalt dem, at hun aldrig har hørt Pernille tale om selvmord. Og at hun også husker, at de festede sammen både fredag og lørdag den weekend.
Hun var jomfru
Margit fortæller også politiet, at hun et halvt år tidligere var inde i Pernilles computer og smugkikke, og at hun her fandt breve, der handlede om selvmord. Men for seks måneder siden var Pernille og Margit rygende uvenner og slet ikke på talefod, så Margit har ikke været i nærheden af Pernilles computer på det tidspunkt. Politiet tjekker aldrig Pernilles computer bortset fra den aften, hvor betjentene kortvarigt prøver at se, om der ligger et afskedsbrev.
Og så fortæller Margit om den 18-årige mand, som hun påstår har udnyttet Pernille seksuelt. Men retsmedicinerne fastslår, at Pernille var jomfru.
Da afhøringen er slut, kører betjenten hen til den 18-åriges bopæl. Men han arbejder og er ikke hjemme. Politiet forsøger ikke at kontakte ham igen.
I stedet tager betjenten hen forbi forældrene, Annelise og Hennings, rækkehus. Her siger han, at obduktionen ikke tyder på, at Pernille har været offer for noget kriminelt. Han fortæller også, at retsmedicinerne har fundet et hvidt pulver i Pernilles mave, som måske kan være rester af piller. Kradsemærkerne på halsen har hun selv lavet, og de blå mærker har hun sikkert fået under dødskramper, får familien at vide.
Betjenten gentager også, at der ikke var tegn på kamp i huset, og at der heller ikke var tegn på vold mod Pernille. Derfor er det et selvmord, siger han.
Sandheden
Politiet lukker sagen definitivt 22. maj 2007. Selvom Annelise og Henning Lind klager til statsadvokaten, er der ingen, der vil høre på deres tvivl om, hvad der skete med Pernille. De får aldrig svar på, hvad det hvide pulver i hendes mave er.
»Vi har ikke ressourcer til at dykke ned og lave en masse mere i den her sag. Jeg kan godt se, at det er en umådelig trist situation for jer, og jeg kan også godt forstå jeres skyldfølelse over, at Pernille har begået selvmord. Men vi kan jo ikke lave om på sandheden,« siger politikommissær Aksel Mølsted, som er politiets mand på sagen.
Og så er der klassekammeraten, som ifølge politiets vidne har hørt Pernille sige, at hun ville tage sit eget liv, hvis der ikke blev ro i hjemmet. Denne pige får politiet aldrig talt med.
Politiet får heller aldrig kontaktet den 18-årige mand, som Margit anklager for at have sexmisbrugt Pernille. Ligesom politiet heller aldrig beder Retsgenetisk Afdeling i København om at undersøge det negleskrab, som obducenten i Århus foretog. Derfor er der ingen, der ved, om Pernille havde sin egen hud under neglene. Og hvis hun ikke havde, hvem der så havde kradset hende på halsen.
18. juli 2007 afviser statsadvokat Elsemette Cassøe familiens klage. Blandt andet henviser hun til, at de to vidner Adnana og Margit har sagt, at Pernille længe har gået med selvmordstanker.
Adnana Sinanovic har siden bedt politiet rette hendes vidneudsagn, så det bliver korrekt i forhold til, hvad hun har sagt. Hun har aldrig hørt Pernille tale om selvmord.
Siden har politiet oplyst Adnana Sinanovic, at de ikke ser nogen grund til at rette hendes udsagn, fordi sagen er lukket.
Tvivlen
Befolkningen i den lille by Galten går i dag rundt med tvivlen. De, der kendte Pernille, tror ikke på, at hun begik selvmord. De tror, der skete noget andet den aften. De unges forældre er bange, når deres børn går rundt, efter at mørket er faldet på. For hvad nu, hvis der går en drabsmand rundt i byen?
Pernilles mor tager tit på kirkegården og sætter sig foran stenen på sin datters grav.
»Hvad skete der, Pernille?« spørger hun.
Men Pernille er for evigt blevet tavs. Annelises spørgsmål til hende bliver hængende i luften.
Blandt de mange andre gåder, som sagen om Pernilles død har rejst.
Dette er tredje og sidste kapitel i serien om Pernille